Baptisterne fester for 175 år
Der er åben kirke i Frederikshavn og Skagen og festgudstjeneste i Frederikshavn den 26. oktober
FREDERIKSHAVN: I år fejrer Baptistkirken i Danmark 175 års jubilæum. Det fejres i baptistkirkerne i Frederikshavn og Skagen. Det er i Asylgade 4 i Frederikshavn og Kappelgangen 5 i Skagen.
Skagen
Festlighederne begynder i kirken Skagen tirsdag den 21. oktober, hvor der vil være Åben kirke fra kl. 15. Det vil være muligt at hilse på menighedens medlemmer, se udstillinger om kirkens liv igennem mange år. Der vil være mulighed for at deltage i andagt med plads til stilhed og eftertanke. Undervejs vil der være kaffe/te på kanden, og forfriskninger i form af sandwich og kager. Hele arrangementet slutter kl. 21.
Frederikshavn
Torsdag den 23. oktober fortsætter festen i kirken i Frederikshavn. Det bliver efter samme mønster som i Skagen, altså med start kl. 15 og afslutning kl. 21. Undervejs vil der også være mulighed for at møde menighedens medlemmer, se udstilling, være med til andagt. Der vil også være servering.
Søndag bliver der festgudstjeneste i kirken i Frederikshavn. Festen starter kl. 10.30. Her bliver der fortalt anekdoter fra tiden der er gået og sange fra før og nu. Spejderne fra Jerup og Frederikshavn deltager med indslag, og det samme gør menighedens Børnekirke. Efter gudstjenesten er menigheden vært ved en frokost.
- Vi håber, at rigtig mange vil benytte lejligheden til et besøg i vores kirker. Alle er mere end velkomne, siger Charlotte Skræp, der er baptist-menighedens sekretær.
Historien
- Nogle modige mennesker stiftede den første baptistkirke i Danmark i 1839. Det skete, da et dusin mennesker lod sig døbe i Lersøen i København om morgenen den 27. oktober, beretter Charlotte Skræp.
- Det var ikke uden risiko, for folk skulle nemlig tilhøre folkekirken. Det blev først tilladt at være med i andre trossamfund i 1849, da Grundloven kom. Siden 1839 har der været Baptistkirker rundt omkring i Danmark,
I Frederikshavn og Skagen blev menigheden stiftet i 1860.
Baptistkirken blev oprindeligt startet i England og kom via Tyskland til Danmark. Baptistkirken er en verdensomspændende kirke samlet i BWA (Baptisternes verdens alliance).
Bestemmer og betaler selv
Baptistkirken er ikke underlagt Kirkeministeriet. Baptistkirken i Danmark består i øjeblikket af 56 selvstændige menigheder. Menigheden bestemmer selv i alle anliggender.
Baptistkirken modtager ikke offentlige midler i nogen form, og afholder således alle udgifter ved hjælp af midler, der indsamles hos medlemmerne i den enkelte menighed.
Der er i alt 74 medlemmer fordelt på Skagen og Frederikshavn.
Indsamling
I forbindelse med jubilæet er der også gang i en jubilæumsindsamling. Der vil blive samlet en gave ind til denne indsamling ved gudstjenesten søndag den 26. oktober. De penge, der indsamles ved Jubilæumsindsamlingen, deles ud til at hjælpe børn i Burundi og Rwanda samt støtte af lokalsamfund i Chin-staten i Myanmar/Burma.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.