Sæby

Bare 20.000 kr. og første mål er nået

Slutspurt på første etape af indsamlingen "Bevar Skovlyst"

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jacob Thomsen og Dorthe Vinther Jessing under indsamlingen. Begge sidder de også i bestyrelsen i Sæby Scenen. Dorthe Vinter Jessing er også kunstneren bag billedet af Skovlyst, der også er blevet trykt til både kort og på krus, der er solgt både på Torvet og Havnen. Privatfoto.

SÆBY:Indsamlingsgruppen bag "Bevar Skovlyst" har haft travlt med at samle penge ind til "Bevar Skovlyst".

Der er indsamlet 160.000 kr. af de nødvendige 180.000 kr. på bare to og en halv måned.

Og nu starter slutspurten, for at få de sidste 20.000 kr., så de 180.000 kan fungere som projektpenge.

- Pengene skal dække udgifter til udarbejdelse af det projektmateriale, der skal bruges til ansøgning om de otte-ni mio. kr. det koster at renovere Skovlyst og forbedre arealerne omkring stedet. Vi er meget taknemmelige for den positive opbakning og store interesse for indsamlingen. Det har givet os troen på, at målet er realistisk. Derfor har der været holdt et formøde med ingeniør og arkitekt, så næste trin snarest kan skydes i gang, fortæller Margaretha Cedergren.

I dén proces skal der redegøres for mange forhold omkring bygningen, ejerforhold og en kommende drift. Og for at komme i betragtning for midler til renovering skal der være en realistisk plan, der kan vise, at stedet Skovlyst har sin berettigelse.

- Indsamlergruppen har lagt et kæmpe arbejde i at samle penge ind. Det har budt på mange positive og sjove oplevelser. Der har været en fantastisk opbakning fra f.eks. mange privatpersoner - både Sæbynitter, tidligere sæbynitter og gæster i vores by. Såvel unge som gamle har støttet os økonomisk. De første ca. 45.000 kr. kommer fra private, der har støttet i indsamlingsbøsser og mange på MobilePay og Swipp. Det er beløb lige fra 25 kr. til 2.000 kr. fra private, fortæller Cedergren.

Nu er der også rigtig mange mennesker, der gennem tiderne har haft oplevelser på Skovlyst. Både om dagen og om aftenen, for stedet rummer kunstnerisk, historisk og sentimentalt masser af minder - gennem 125 år. Og rigtig mange Sæbynitter har danset, festet, gået til teater og nydt søndagskaffen på stedet midt i den grønne skov. Ja, mange har mødt deres livs udkårne dér, været på skoleudflugter fra hele Vendsyssel på Skovlyst - eller er havnet i åen efter en drabelig slåskamp.

Og bidrag er strømmet til fra både Jylland, Fyn og Sjælland og sågar fra udlandet.

- Foreninger som Sæby Bevaringsforening, Lions Club, Aktive Kvinder og Inner Wheel har valgt at støtte indsamlingen. Og musikkorps Sæby valgte at donere overskuddet fra kaffesalget ved sidste flagnedspilning til Skovlyst. Det er bidrag, der alle er med til at stedet kommer på dagsordenen og der opstår dialog om fremtidige muligheder og samarbejder. Det er utroligt givende og vigtigt, siger Margaretha Cedergren.

Nogle indsamlere har gjort et stort arbejde med at tage direkte kontakt til virksomheder, forretningsdrivende og pengeinstitutter. Her har mange bidraget med fra 500- 5.000 kr.

- Vi har endda mødt virksomheder, der var ved at tro, at vi havde overset dem, fordi vi bare ikke var nået til dem endnu. Og én virksomhed, der ønsker at være anonym, har sågar givet tilsagn 30.000 kr.

blandt støtterne er også tilbud om både levering af mad og musik til arrangementer, der kan indbringe beløb til indsamlingen. Disse arrangementer forventes afviklet, når det passer ind i det øvrige program på Skovlyst. Selv en fysisk donation af en facadedør, når bygningen skal renoveres, er indkommet.

- Men vi står og mangler de sidste 20.000 kr. Så vi følger lige op på kontaktlister og håber også, at der er nogen, der lige har set tiden an, men nu kommer på banen med et bidrag, slutter Cedergren.

Forud for indsamlingen er gået en række møder med borgmester Birgit Hansen og direktør John Christensen fra Frederikshavn kommune, som bl.a. har været behjælpelige med at finde og lave aftaler med en køber til grunden, som Skovlyst ligger på. Det er lykkedes at få fristen forlænget med seks måneder til at skaffe midler - altså frem til udgangen juni 2017.

Følg med i indsamlingen på "Bevar Skovlyst" på Facebook og på Sæby Scenens hjemmeside - www.saebyscenen.dk .

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.