Barndommens gade

Da jeg i begyndelsen af tresserne var en bette knejt på Vestervang i Farsø, var der ikke noget, som hed børnehaver - for det var ikke nødvendigt.

Vi unger klarede os selv - men der var nu alligevel altid en voksen et eller andet sted, som holdt et vågent øje med os. Måske ikke lige forældrene, men så en nabo eller lignende - for dengang kom folk hinanden ved og klynkede ikke over manglende velfærd. Det var en hel fantastisk opvækst i livets skole, hvor vi lige fra vi kunne gå, lærte, at der var noget, der hed arbejdspladser, og at det var naturligt at arbejde for livets ophold. For mit eget vedkommende gik jeg for eksempel over til smeden på den anden side af gaden og så, hvordan man ved hårdt arbejde forarbejdede jern til noget, der ofte var de rene kunstværker. Der var nemlig ikke noget arbejdstilsyn, som kunne fortælle os, at den slags var en farlig arbejdsplads, nej uha - men med smedens hjælp lærte vi at passe på, når der skete noget farligt. Det var tusinde gange bedre end vore dages rundkredspædagogik. Forleden mødte jeg smedens søn, Vagn. Han fortalte, at han faktisk havde et billede af mig - og det er det, som pryder denne historie. Jeg har aldrig set det før, men det er da sjovt at se, hvordan man tog sig ud som fem-årig, nonchalant lænende sig op ad sin første bette cykel, mens jeg med store øjne ser Vagn knokle. På det tidspunkt har Vagn vel været omkring de 18 år og var i mine øjne allerede en oldgammel mand. Så slemt var det nu ikke, men også Vagn havde tydeligvis lært, at der skal tages fat, når man skal klare sig her i livet. En gammel bildør løfter han så let som ingenting. Det der med at tage fat lå i hele opvæksten. Skulle man have en ny cykel, skulle man tjene pengene selv. Hvis du vil gå til fodbold, så må tjene pengene selv. Var man heldig, kunne man tjene en hurtig skilling på lige at feje gulvet på værkstedet. Allerede i 10 års-alderen begyndte vi med faste job som bydrenge, avisbude og meget andet. Alle disse børnejob findes ikke længere - for børnearbejde er en slem ting. Jeg tror, at det er et stort problem, for det handlede jo ikke bare om at tjene lidt skillinger til snold. Arbejdet var jo en del af vores opdragelse. Det at være på en arbejdsplads var ikke fremmed for os - og vi forstod udmærket godt, at løn altså er noget, man skal gøre sig fortjent til. Her mangler tidens unge godt nok en del i opdragelsen - fordi de tror, at løn og forsørgelse er noget, man har ret til - opdraget med fagforenings- og velfærdsretorik, som de er. Nixenbixen, løn er noget, man gør sig fortjent til. I dagens velfærdssamfund gør vi os selv en bjørnetjeneste, når vi beskytter ungdommen mod arbejde - og stiller krav om, at man skal have alle mulige kurser bare for at få lov til at sælge pølser i den lokale grillbar. Jeg må indrømme, at jeg også er temmelig skeptisk over for tidens dogme om, at det er vigtigt, at alle får en uddannelse - for man kan altså ikke leve af et eksamensbevis. Især tror jeg, at det er et problem, at de unge bliver presset gennem uddannelserne på kortest muligt tid - sådan at de ikke har en chance for at stifte bekendtskab med rigtigt, manuelt arbejde undervejs. Problemet illustreres jo tydeligt af, at vi har et Folketing befolket med akademikere, for hvem arbejde er en ganske teoretisk størrelse. Nogle kalder det fremskridt. Jeg tvivler. For resten er Vagns slørede billede et fantastisk tidsbillede. Ikke alene fordi det viser, at man faktisk godt kan have en god opvækst uden pædagoger - men også fordi det viser en række af de landbrugsmaskiner, som var helt normale dengang. Prøv for eksempel at se selvbinderen i baggrunden. Sådan en hører jo hjemme på et museum i dag, men blev dengang brugt af de fleste. Glemte jeg forresten at fortælle, at mælken dengang hver morgen blev leveret direkte til døren af en mælkemand, som kørte en hestetrukket mælkevogn? Og det er ikke en gang 50 år siden. Tak til Vagn for det flotte billede. JESPER HANSEN, Øland. Debattør, foredragsholder og fortæller. Har blandt andet arbejdet som tekstforfatter, informationschef i Nuuk Kommune og seniorrådgiver i Arktisk Råd. Ægte nordbo - har boet i Norge, Grønland og Nordjylland. Hjemmeside: www.dovregubben.dk.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden