Barndommens land

Værkets kunstner hedder Lise Nørholm, og hun har med selskab af performancekunstneren Molly Haslund været her det meste af formiddagen for at finde det helt rette motiv til billedet. Og det er altså sidstnævnte, der i rødt er sendt omtrent fire meter i vejret med udsigt til byen bag os. Selv er Lise Nørholm klædt som ”Kilde-Sofie”, en af de koner, der i kildens velmagtsdage øste af vandet til de besøgende fra vandposten under spiret i anlæggets krog.

Det var i første omgang tyske teglværksarbejdere i området, der fandt interesse for stedet, en tradition de tog med sig fra hjemlandet, hvor helsebesøg ved kilder var et ritual, der blev dyrket livligt.

Siden anbefalede to læger vandet, der med et højt jernindhold blandt andet skulle komme afkræftede personer og folk med blodmangel til gode og populariteten steg efterhånden, så også folk fra det bedre selskab kom valfartende.

HER FIK MAN royalt besøg, da kong Christian 10. og dronning Alexandrine kom forbi, mens digteren Holger Drachmann som et andet prominent ansigt frekventerede kilden.

Alt det fortæller Lise Nørholm, da vi efter fotograferingen har indfundet os på en lun cafe midt i Sæby. På vejen derned har hun med jævne mellemrum peget ud af vinduet og fortalt makkeren Molly Haslund om et par af de huse, vi passerer, men da vi undervejs har lidt svært ved at finde den præcise rute, er hun ikke til nogen større hjælp.

For nok er Lise Nørholm født og opvokset i Frederikshavn, men det er mange år siden, at venindebesøgene i Sæby blevet foretaget på regulær basis. Det var før hun som 19-årig drog over bæltet mod København, hvor hun først tog sine studier på Danmarks Designskole, dengang Skolen for Brugskunst, og senere blev optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

SKIFTET PASSEDE HENDE godt for allerede under hendes første periode som studerende, fandt hun ud af, at det var til den frie kunst, hun kunne bruge sin fantasi og sine færdigheder bedst. Ikke der hvor tingene skulle have en bestemt funktion eller form, men hvor man med et enkelt lærred eller et stykke papir kan lader fantasien folde sig ud.

- Jeg elsker fladens begrænsning, det med med at man er én til én med papiret, og at der er tæt kontakt fra hånd og hovedet til det. Der er nogen, der siger, at det at tegne er lidt som at tænke, og det har ramt mig meget, siger hun.

Og kigger man Lise Nørholms billeder efter i sømmene, så forstår man udmærket, hvad hun mener med at kunne arbejde frit. Værkerne er en blanding af maleri, grafik og tegning, som på eksperimenterende vis forener kunstneriske streger med ord eller tekst, der som en slags drivkraft eller forførende leg leder beskueren gennem billederne. Det er forskelligt, hvordan de enkelte værker bliver til, og om det er det visuelle eller teksten, hun lægger ud med, men de to værktøjer sat sammen er blevet et fast varemærke, der næsten går igen i alle tilfælde.

- JEG VAR PÅ et tidspunkt så heldig, at jeg henover tre eller fire dage kunne sidde og følge en skiltemaler arbejde. Det var ved en tankstation, jeg kan ikke huske hvilken, men jeg var bare så fascineret af, hvor præcist han malede, og hvordan han arbejde med typografien. Jeg var ikke bevidst om det dengang, men når jeg nu efterrationaliserer, kan jeg godt se, at det var med til at sætte noget i gang.

Og interessen gælder både det æstetiske eller umiddelbare, og den betydning som ord og skrift kan ligge til billederne.

Helt ned i detaljen kan det være for eksempel været mellemrummet to bogstaver som ”D” og ”E” eller for eksempel designet på det for de fleste velkendte OK-skilt, der fascinerer.

- Jeg synes generelt ord og bogstaver er vanvittigt smukke, og jeg er meget fascineret af logoer, selvom mine egne billeder er noget mere avancerede, fortæller Lise Nørholm, der i det hele taget et optaget af, hvordan kommunikationen mellem mennesker foregår, og hvordan forskellige typer af information afleveres.

NÅR DET KOMMER til det indholdsmæssige bliver inspirationen som regel hentet udefra. Det kan være ord eller sætninger, der optræder i bøger, tv eller radio, som hun kommer til at studse over. Noget hun ikke forstår eller en tekst, der bliver fremmedgjort fra sin læser, som når en avisskribent formulerer sig kringlet i en kunstanmeldelse.

- Det er ting, der rammer noget i mig, siger hun og forklarer, at hun ved at plukke ord og bogstaver ud af andre sammenhænge måske kan få beskueren til at se tingene lidt for sig og dvæle over de enkelte ords betydninger. Noget, der kan være nok så vigtigt i en verden, hvor vi måske mere end nogensinde bliver dynget til med visuelle virkemidler i film, billeder og reklamer, og hvor mere og mere tekst ligger tilgængelig for os i bøger og på internettet.

I billedet til Stedets ånd har hun dog valgt at gå en anden vej. Fotografi som kunstform har hun ikke forsøgt sig med før, og hendes signatur som en person, der arbejder kreativ med tekst, er begrænset til titelskiltet i midten af billedet: ”Kilden Konen Pigen”.

- DET SKULLE VÆRE noget helt andet, og i det øjeblik jeg så fotografiet af Kilde-Sofie tænkte jeg, at jeg måtte klæde mig ud som hende, og at Molly skulle være jernpigen, som et billede på den effekt kilden har.

- Det er blevet en slags fastfrosset teater, hvor er fotoet viser er et tableau, ligesom de selviscenesatte teaterstykker, som kurgæsterne lavede for hinanden på stedet dengang, siger Lise Nørholm, der har gjort sig mange tanker om billedet, også i forhold til hendes egen person.

For nok bor og trives kunstneren på Sjælland, men man fornemmer let det nostalgiske og nærmest meditative forhold, som hun har til det område, hun er opvokset i, og det er værket også med til at vise.

- I KØBENHAVN ER jeg hele tiden i gang og meget af tiden går med at arbejde. Når jeg kommer her og for eksempel besøger mine forældre, er det ligesom om, at der en anden tidsdybde, der trækker sig langt tilbage og lader minderne komme frem, og det er også det, fotoet viser.

Jeg er begyndt at tænke meget over tiden, og hvad det betyder, at man bliver ældre. På den måde kan Molly symbolisere min ungdom, hvor man havde fornemmelsen af, at man kunne alt, hvad man ville, fortæller Lise Nørholm og fortsætter.

- Og som et ekstra lag, kan kilden måske også være et billede på kunsten: at man skal hive vandet op derfra. Som kunstner er der jo ikke nogen, der står og bag din ryg og siger, at nu skal du lave det og det. Der skal være et overskud, som man kan tage af.