Cykelsport

Barske cykelforhold i Hanstholm

Flere af de lokale håb måtte udgå af påskens Sparekassen Thy-løb

Karsten Mikkelsen blev slået i spurten af Hammelrytteren. Foto: Ole Iversen
Karsten Mikkelsen blev slået i spurten af Hammelrytteren. Foto: Ole Iversen

Opdateret 18. april 2017 kl. 12:22

HANSTHOLM: Der var ualmindeligt svære vilkår, da det årlige Sparekassen Thy-løb lørdag eftermiddag blev afholdt i Hanstholm. Denne gang er cykelløbet blevet en del af en ny cup ved navn "3 Dage i Nord", der fortsætter søndag i Hjørring og mandag i Aalborg, og det blev alt andet end en rolig opstart i havnebyen.

- Det er ét af de hårdeste løb, der nogensinde har været i Hanstholm. Uafbrudt regn har været en afgørende faktor, fortæller løbets speaker og bestyrelsesmedlem i Thy Cykle Ring, Ole Iversen.

Udvidelsen af stævnet har betydet en væsentlig stigning i antallet af tilmeldte, men mange af de 550 startende ryttere fordelt over 20 klasser måtte opgive at gennemføre løbet.

- For arrangørerne har det været en stor succes, men for cykelrytterne var det en hård omgang. Vi vil selvfølgelig gerne have bedre vejrforhold, som gør det sjovere for tilskuerne at stå her, erkender Ole Iversen. Flere deltagere havde problemer med at skifte gear og bremse med iskolde fingre, og der var sågar en rytter, der gik en tur i saunaen i Vigsø for at få mobiliteten tilbage i muskler og led.

Lokale ofre for forholdene

Thy Cykle Ring havde flere ryttere, der måtte stå af. Det store håb i A-klassen Rasmus Ginnerup, der i august sidste år slog Michael Valgren i "Tour de Valgren" måtte udgå på grund af kulden, mens B-klassens John Fuglsang og Henrik Skovmose punkterede.

Dog var der alligevel sammenlagt seks præmier til Thy Cykle Ring. Det største lokale resultat var en andenplads i B-rækken til Karsten Mikkelsen, der vandt "En Forårsdag i Thy", og Nikolaj Hyldig, Nick Iversen og Klaus Nielsen blev henholdsvis nummer 8, 10 og 12 i D-rækken.

På grund af de ekstraordinært mange udmeldelser har arrangørerne besluttet, at alle ryttere får dispensation til videre deltagelse i tredagesløbet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden