Basim fyldte kirken
Populær popdreng gav den gas i Torslev
Opdateret 24. maj 2022 kl. 10:54
basim fyldte i den grad kirkerummet i Torslev, da han onsdag aften gav koncert for lidt over hundrede tilhørere. Koncerten var en del af Musik i Han Herred, hvor de 15 kirker går sammen om at lave en række musikarrangementer.
- Normalt er det traditionelle klassiske koncerter, man oplever i kirken, men vi vil gerne forny os og henvende os til en yngre publikum, sagde Henrik Skøtt, som de sidste 10 år har været tovholder på musikarrangementerne.
- Vi vil jo gerne udvide rammerne og have flere ind i kirkerne, supplerede han. Og det lykkedes også onsdag aften, for der var fyldt på alle kirkebænkene.
Basim var også klar til at give koncertgæsterne en god oplevelse.
- Det er jo en fantastisk akustik, der er her i kirken, så jeg glæder mig vildt meget, sagde Basim, inden han gik op ad kirkegulvet efterfulgt af sine to musikere.
Publikum tog også godt imod ham, for efter hver sang var der stort bifald, og alle sang efter bedste evne med på de kendte popnumre. Heriblandt selvfølgelig vindersangen ’Cliche Love Song’.
Til koncerten er der blevet søgt midler hjem fra landdistriktspuljen på 15.000 kroner. De resterende 10.000 har de 15 kirker hentet fra fælleskassen.
Nogle koncerter er dyre end andre, og uanset hvad, så er det gratis for publikum at komme med.
- Vores koncerter er ikke forbeholdt bestemte målgrupper. Det er for alle og prisen skal ikke afholde nogen, sagde Henrik Skøtt.
De 15 kirker gik i sin tid sammen om projektet for at undgå indbyrdes konkurrence.
- Desuden kan vi også være fælles om udgifterne til markedsføring, sagde Henrik Skøtt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.