baSix-Peter vendte hjem

DRONNINGLUND: Onsdag 6 marts var en stor dag på Dronninglund Skole: baSix, der deltog i Det Danske Melodi Grand Prix 2001, kom og gav en koncert og skrev autografer.Et af medlemmerne i baSix, Peter Bach, er tidligere elev på Dronninglund Skole. Han husker skoletiden som speciel, fordi hans mor var lærer på skolen. - Så jeg fik nogen hug, når jeg var lærerbarn, siger Peter, smiler og fortsætter.- Men det var godt at gå her på skolen, jeg blev da ikke mobbet ud. Han synes, det er dejligt at være tilbage på skolen. Mange af de gamle lærere er her stadig - også den lærer, der var med til at starte Peters musiske karriere. Peter besøger da også skolen jævnligt, når han besøger sin mor og far, og det gør han ca. en gang om måneden. Han har dog ingen planer om at flytte tilbage til Dronninglund. Peters interesse for musik begyndte, da han var fem år. Han besøgte sammen med sine forældre en ven, der havde et orgel, som han blev helt forgabt i. Så han besluttede sig for at lære at spille.Peter fortæller også, at hans mor siger, at han dansede meget som lille. Peter har dog ikke altid lavet rytmisk musik. En overgang spillede han klassisk, men det var det rytmiske, at Peter faldt for. De fleste husker nok, da baSix deltog i Det Danske Melodi Grand Prix 2001 med sangen "I Australien", der fik en 2. plads. Peter mener, at Melodi Grand Prix har været et springbræt for baSix' succes. Og det synes han er skønt, fordi det er dejligt at kunne leve af at lave musik, komponere, øve, indspille osv. Han er da også helt sikker på, at vi kommer til at høre mere til baSix i de kommende år. Men et liv uden musik kan Peter ikke forestille sig. Han fortæller, at han engang imellem forestiller sig, hvordan det må være at være døv. - Det ville være skrækkeligt ikke at kunne høre musik, siger han og fortsætter:- Det kunne da godt være, at jeg på et tidspunkt ikke ville være aktiv musiker, men jeg ville ikke kunne leve med at være døv. Når Peter ikke laver musik mere, vil han gerne lave noget med computere eller måske undervise. Han har nemlig engang undervist på en skole med handicappede børn. - Men når jeg bliver pensionist, kunne jeg godt se mig selv i en kolonihave med blomster, siger han og griner.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden