Dall

Bassin måtte tømmes for maling

Der er fundet flere døde fisk efter forurening, og kommunen har været nødt til at rense bassin

Dette foto er fra i søndags, hvor forureningen blev opdaget i Dall. Foto: Claus Søndberg.
Dette foto er fra i søndags, hvor forureningen blev opdaget i Dall. Foto: Claus Søndberg.

Opdateret kl. 18:10

DALL: Aalborg Kommune har været nødt til at rense et regnvandsbassin i Dall, efter der har været maling i vandløbet de seneste par dage.

Den blå maling blev opdaget i søndags, men i første omgang fandt miljøvagten i Aalborg Kommune det ikke nødvendigt at foretage nogen rensning af vandet, da man regnede med, at det ville blive fortyndet så hurtigt, at det ikke gjorde alvorlig skade.

Dagen efter blev det konstateret, at malingen var løbet helt ud i Østerådalen, og tirsdag og onsdag valgte man så alligevel at tømme det bassin i Dall, hvor malingen første omgang blev opdaget.

- Vi var derude ind til aften om tirsdagen, hvor vi sugede det forurenede vand op. Onsdag morgen var vi derude en gang til, og vi vil blive ved med at holde øje med vandet derude de kommende dage, fortæller Ole Nikolajsen fra Kloak A/S, der administrer kloakkerne i Aalborg Kommune.

Umuligt at finde synder

Der er tale om et bassin, hvor overfladevand bliver ledt ud, og man går derfor ud fra, at nogen har hældt maling ned i en kloakrist, hvorefter det er endt ude i regnvandsbassinet.

- Det er stort set umuligt at finde ud af, hvem der har forårsaget forureningen, men vi prøver hele tiden at oplyse om, at man ikke bare kan buge kloakristerne som skraldespand, når der er separat kloakering, fordi det så løber ud i vandløbene, fortæller Tove Nyegaard, der er afdelingsleder for vandmiljø i Miljø- og Energiforvaltningen i Aalborg Kommune.

Hun fortæller desuden, at der er blevet fundet et par døde hundestejler, der formentlig er blevet dræbt af forureningen.

Læs også på Instagram om løbet Forest to The Bay

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden