Fodbold

Bayern og United mødes i Champions League

Se hele lodtræningen til kvartfinalerne i den prestigefyldte klubturnering

Robin van Persie skød onsdag Manchester United videre til kvartfinalen i Champions League, hvor Bayern München venter. Foto: Paul Ellis/AFP/Scanpix
Robin van Persie skød onsdag Manchester United videre til kvartfinalen i Champions League, hvor Bayern München venter. Foto: Paul Ellis/AFP/Scanpix Scanpix Denmark

NYON: Den forsvarende mester i Champions League, Bayern München, skal møde Manchester United i en af kvartfinalerne i fodboldens Champions League.

Det er en kopi af den legendariske finale fra 1999, da United vendte 0-1 til 2-1-sejr i kampens overtid.

Denne gang vil Manchester United dog stille op som klar underdog i kampene, hvor United lægger ud på hjemmebane.

Der bliver også et rent spansk møde i kvartfinalerne, når FC Barcelona møder Atlético Madrid.

Det tredje spanske hold, Real Madrid, får tysk modstander i Borussia Dortmund. Der er tale om et revanchemøde, da Dortmund slog Real i sidste sæsons semifinale.

Endelig skal fransk Paris Saint-Germain møde engelske Chelsea.

Der var på forhånd lagt op til fire store kvartfinaler, da alle otte gruppevindere fra efterårets gruppespil havde sikret sig adgang til kvartfinalerne.

De første møder i kvartfinalerne spilles 1. og 2. april, mens returkampene løber af stablen 8. og 9. april.

Finalen spilles i Lissabon den 24. maj.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden