Bazar-stemning i Frederikshavn

Alissar Diab har åbnet specialbutik med asiatisk mad

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

FREDERIKSHAVN:Skal du lave indisk, tyrkisk, sydeuropæisk, afrikansk eller anden ”udenlandsk” mad, kan opskriften ofte omtale ingredienser, som ikke er på hylderne i almindelige supermarkeder i Frederikshavn.

Nu er der hjælp at hente i en ny butik med asiatisk mad.

43-årige Alissar Diab har åbnet specialbutikken, der bærer hendes eget fornavn - med tilføjelsen Byens Bazar. Den ligger på adressen Kalkværksvej 9F i Frederikshavn.

Alissar Diab er en meget imødekommende og hjertelig kvinde, der tager sig til at rådgive de mange kunder, der allerede har besøgt butikken, som man skal lidt væk fra Søndergade for at finde.

- Der er kommet mange syrere på det seneste. Jeg var lidt spændt på, hvordan de ville se på mig, som oprindeligt kommer fra Libanon. Men de er simpelthen så søde og høflige, smiler Alissar.

Hun ekspederer to syriske mænd, der kommer efter fladbrød - frisk fra Al Hamdan Bageri i Volsmose.

Så viser hun rundt i den meget lille, men tætpakkede butik og fortæller om brød, ost, bønner, oliven, krydderier, dadler samt syltede lækkerier som agurker, chili, meloner, grønne mandler - og alle de søde sager som sirup, snacks, te og honning. Hun har også færdigretter på dåse og forkogte basmati-ris i fem kilos sække.

- Når jeg får leveret friske forsyninger af grøntsager, kaster kunderne sig over dem, fortæller Alissar Diab.

Hun glæder sig også over, at hun hele tiden lærer noget af sine kunder.

- Nu ved jeg for eksempel, at te og kaffe med kardemomme er en delikatesse, kommenterer hun.

For mange år siden blev hun og hendes mand forelskede i hinanden. Hendes mand måtte flygte fra Libanon allerede i 80’erne, men først i 1996 kom Alissar til Danmark. Efter en årrække i Brønderslev flyttede familien i 2000 til Frederikshavn. Nu bor familien, der også omfatter seks børn - tre drenge og tre piger - i alderen to til 17 år, i Gærum.

- Det er et fantastisk sted. Vi føler os virkelig som Gærum-borgere. Os, der bor i Gærum, hjælper hinanden med alt. Byen er et stort fællesskab. Det kan vi godt lide. Det er meget anderledes end at bo blokkerne, understreger hun.

Både i Libanon og i Danmark har Alissar drevet egne forretninger. Alissar Byens Bazar er nummer fem i rækken.

- Jeg elsker at være selvstændig, understreger Alissar Diab.

Hun taler arabisk, engelsk, fransk og dansk. I flere år har hun arbejdet som tolk, og i Frederikshavn Kommune har hun arbejdet som kontaktperson og mentor for udlændige. Som både tolk og mentor har hun erhvervet en masse viden, som hun stadig udnytter for at hjælpe flygtninge og andre, der er kommet hertil.

- For eksempel hjælper jeg beboerne på asylcentret. Jeg kan ikke lade være. Når de kommer her i butikken og køber ind, kommer vi jo også til at snakke om alt mulig andet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.