Beboere håber på skole-løsning
Ræhr Skoles nedrivning udskudt
Opdateret 17. maj 2022 kl. 11:40
RÆHR: Det bliver ikke lige nu og her, den nedlagte skolebygning i Ræhr rives ned. Politikerne i miljø- og teknikudvalget har valgt at udskyde beslutningen om, hvad der skal ske med den gamle skole, så beboerne i landsbyen kan få tid til at få deres egne planer på plads.
Ræhr gamle skole har været på udvalgets dagsorden i flere omgange. Fra forvaltningens side lyder rådet til politikerne, at de kan vælge at overdrage den gamle lærerbolig, som byen gennem mange år har brugt som beboerhus, til beboerforeningen og rive resten ned. Alternativt kan man vælge at rive det hele ned.
Politikere på besøg
I mandags var udvalget så på besigtigelse på skolen, hvor de mødtes med repræsentanter fra Ræhr Landsbyråd, der hører under beboerforeningen. Beboerne fortalte om, hvordan de allerede bruger både beboerhuset og gymnastiksalen flittigt, og hvilke tanker de gør sig om landsbyens fremtid i det hele taget.
- Jeg blev ærligt talt lidt overrasket over, hvor meget det bliver brugt. Jeg kan se, at de virkelig har brug for de lokaler i byen, siger Henning Holm (S), formand for miljø- og teknikudvalget.
Vil regne på omkostninger
Han oplyser, at udvalget derfor har besluttet, at der nu skal foretages nogle beregninger på, hvor meget det vil koste at adskille gymnastiksalen fra resten af skolebygningen. Beboerhuset har i forvejen sit eget fjernvarmesystem adskilt fra skolens.
- Måske kunne man nøjes med at fjerne den midterste del, altså selve skolebygningen. Nu får vi i hvert fald regnet på det, siger Henning Holm.
Samtidig er udvalget indstillet på at vente med at tage en endelig beslutning, indtil beboerforeningen i Ræhr har fået svar på en ansøgning, de har sendt til landdistriktspuljen under Ministeriet for by, bolig og landdistrikter.
- Alle byer kæmper jo for at få en minihal, og vi har den lille, sølle gymnastiksal, som vi kalder minihal, og som bliver brugt rigtig, rigtig meget. Den vil vi sørme beholde. Allerhelst vil vi jo beholde hele skolen.
Leif Andreasen glæder sig over, at miljø- og teknikudvalget har lyttet til beboerne og givet lidt mere respit.
- Jeg synes, at vi har en god dialog med kommunen, fastslår han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.