Beboere rystede over brand i butikscenter

Indbyggere i Aalborg Øst er forargede efter nattens angreb på butikscenter i Aalborg Øst

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Uroen svinger jo op og ned, men det er første gang, at jeg har set sådan noget voldsomt, fortæller Frank Hansen.Foto: Henrik Bo

AALBORG:Mange beboere i området var onsdag formiddag mødt op på parkeringspladsen ved butikscenteret på Saltumvej i Aalborg Øst, hvor gerningsmænd natten til onsdag satte ild til et pizzaria og en spillehal med mere.

- Det er jo skrækkeligt, at det ikke kan stå i fred, fortæller Frank Hansen, der er en af de mange, der var mødt frem for at se på skaderne efter branden.
Han bor få gader fra butikscenteret og hørte selv flere brag i løbet af natten.
- Det svinger op og ned med uroen her i området, men det er første gang, at jeg har set sådan noget, der er så voldsomt, lyder det fra Frank Hansen.

Det har ulmet i området

En af de andre beboere i området, der også var mødt frem onsdag formiddag, var John Petersen.
Han har boet i området i 24 år, og han er ligesom mange af de andre beboere forarget over den voldsomme ildspåsættelse.
- Det er simpelthen forfærdeligt og jeg er meget overrasket, selvom man jo har set det er ulmet i området på det seneste. Der har været mange rødder i området, fortæller John Petersen.

Giver bydel dårligt ry

- Der har jo været hærværk her før, men ikke noget så voldsomt. Det er sørgeligt, for vores område har jo et dårligt ry i forvejen, forklarer John Petersen, der dog ikke føler sig mere utryg efter nattens uroligheder.

- Jeg er glad for at bo her, og det er jo ikke værre her end andre steder, fastslår John Petersen, der bakkes op af Tove Jensen.
- Jeg synes, det er træls, der sker sådan noget i vores bydel, fordi vores bydel får et dårligt ry, men det sker jo alle steder i landet, så det gør mig ikke mere utryg, lyder det fra Tove Jensen.
Onsdag formiddag måtte flere af de fremmødte beboere gå forgæves til forretningerne i butikscenteret. En politiafspærring forhindrede næsten alle butikkerne i at holde åben.
Ukendt motiv til brand
Nordjyllands Politi er gået i gang med tekniske undersøgelser ved butikscentret. Efterforskningsleder Lars Nørskov Jørgensen kunne onsdag formiddag ikke komme med konkrete oplysninger i sagen.
- Vi har talt med de, det er gået ud over, men jeg kan ikke kommentere på efterforskningen på nuværende tidspunkt, siger Lars Nørskov Jørgensen.
Politiet skal blandt andet se overvågningsbilleder igennem i et forsøg på at finde frem til gerningsmændene.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.