Brønderslev

Bedre lys i lamperne

Omfattende udskiftning til LED-pærer er på vej

Gadelamperne skal udskiftes over en længere årrække. I Jyllandsgade er der kommet LED-lys op. Foto: Henrik Louis
Gadelamperne skal udskiftes over en længere årrække. I Jyllandsgade er der kommet LED-lys op. Foto: Henrik Louis

Opdateret kl. 10:10

BRØNDERSLEV: Der er meget mørkt om natten i nogle kvarterer i Brønderslev. På et møde mellem Brønderslev Grundejerforening og Brønderslev Kommune, repræsenteret ved formand for teknik- og miljøudvalget, Karsten Frederiksen (K) og ingeniør Jørn K. Christensen, rejste grundejerforeningen spørgsmålet om gadebelysning.

Formand for grundejerforeningen, ingeniør Svend Andersen, påpegede, at det er meget mørkt om natten i visse kvarterer.

Jørn K. Christensen fortalte om et oplæg til ny gadebelysning.

- Vi er så småt i gang, idet gadelysene i Østergade og Jyllandsgade i Brønderslev er udskiftet med LED-lys.

Brønderslev Kommune har et omfattende program for gadebelysningen kommunen.

Netop i disse dage er vedligeholdelse af gadebelysningen i udbud. Der er foreløbig fem firmaer, der har budt ind på opgaven.

Det har de senest seks år været Nyfors i Brønderslev, der har haft vedligeholdelsen, og Nyfors er blandt de selskaber, der byder ind på opgaven igen.

Brønderslev Kommune vil udbyde vedligeholdelse for ca. 16,5 mio. kr.

Det er et projekt, der skal lånes til, og udgiften skal afdrages over 15 år.

Kommunen bruger årligt 1,2 mio. kr. på vedligeholdelse af gadebelysningen.

Ifølge Jørn K. Christensen er det en god idé at udskifte de gamle gadelamper med nye LED-lamper, der giver betydelige besparelser på el-udgiften.

I første omgang er det gadelamperne på træ-master, der skal udskiftes.

Der er i blandt andet Frederiksgade i Brønderslev gadelamper, der giver et minimalt lys.

Der er i Brønderslev Kommune 445 træmaster, 1.202 gittermaster og 6.796 rørmaster.

Svend Andersen ønskede at vide, hvad det vil koste, hvis der skal være fuldt blus på lampen i nattetimerne. I dag er gadelamperne mellem klokken 22 og 06 skruet ned til 50 procent, og ca. to tredjedele af gadelamperne er slukket helt. Dog er der visse steder i vejkryds og rundkørsler, hvor der er gadebelysning om natten.

Tryghed for borgerne

Svend Andersen sagde, at bedre belysning vil skabe tryghed hos borgere, der i dag er nervøse for at gå ud om aftenen.

Karsten Frederiksen indrømmede, at det er vigtigt med tryghed hos borgerne, men mener ikke, at der er basis for mere lys om natten.

Jørn K. Christensen oplyser, at der kan spares 700.000 kr. ved at skrue ned for belysningen om natten. De samlede udgifter til gadebelysning er ca. 4,2 mio. kr. efter at der er foretaget modernisering af nettet nogle steder.

Kommunen afkortede for nogle år siden gadebelysningens tændingstid med en time - en halv time om morgenen og en halv time om aftenen - men det gav så megen kritik, at spare-ideen blev droppet.

Der var også debat om belysning på visse stier.

Karsten Frederiksen svarede, at Brønderslev Kommune i forbindelse med kommunesammenlægningen overtog kommunen gadebelysningen fra ejerlaug.

På stier, der ikke er oplyst, kan ejerlaug vælge selv at betale for gadebelysning, hvis de ønsker lamper sat op.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden