Bedsted vandt topbrag
Volleyherrerne i Bedsted KFUM forsvarede torsdag aften førstepladsen mod aalborgensiske rivaler
AALBORG: Alliancen af nej-partier var ikke de eneste, som kunne fejre en sejr omkring klokken 22 torsdag aften. For mens blandt andre Folkebevægelsen mod EU og Dansk Folkeparti jublede over danskernes kryds, tog også Bedsted KFUM deres del af sejrsjublen.
Volleyherrerne klædt i blåt forsvarede torsdag førstepladsen i 1. division med en sejr over rækkens hidtil eneste ubesejrede hold, Aalborg HIK- VK 74. Aalborgenser tabte 3-2 i egen hule til gæsterne fra Thy.
- Vi spillede en god kamp, og det er meget sjovere at vinde, når begge hold spiller godt, siger Bedsteds cheftræner, Flemming West.
Bedsted stillede op med Preben Dahlgaard som eneste reserve på bænken. Alligevel sejrede Bedsted efter to timers volley med 15-10 i det afgørende femte sæt.
Bedsteds sidste kamp inden jul bliver om halvanden uge ude mod rækkens nummer tre, VK Vestsjælland.