Begrænset fest og fyrværkeri på tv: Sådan blev nytåret fejret

Omikronvarianten har præget nytårsfejringer verden over. I London blev fyrværkerishow sendt på tv.

Den nye smittebølge af coronavirus har lagt en dæmper på nytårsfestlighederne i store dele af verden.

I byer fra Paris til Kuala Lumpur er offentlige fester blevet aflyst, mens London i sidste øjeblik stablede et fyrværkerishow på benene, der kunne ses på tv.

Da klokken slog midnat i den franske hovedstad, blev det uden et planlagt fyrværkerishow eller DJ-sæt, da myndighederne forinden havde frarådet store forsamlinger.

I den malaysiske hovedstad blev det traditionelle fyrværkeri ved Petronas tårnene aflyst.

I Holland måtte politiet sprede tusindvis af mennesker, der havde samlet sig i centrum af Amsterdam omkring midnat. De nuværende restriktioner i landet tillader ikke, at flere end fire mødes.

Allerede i oktober blev et lys- og fyrværkerishow i London aflyst. Fredag annoncerede myndighederne så, at showet alligevel ville finde sted, men at folk skulle nøjes med at se det på fjernsynet.

Showet blev sendt, da Big Ben ringede nytåret ind. Det var første gang siden 2017, at det ikoniske tårn i London var i spil til nytår, da det har været under restaurering.

- Jeg vil opfordre alle til at nyde nytåret på en fornuftig og forsigtig måde. Den bedste måde at gøre det på er at se London-showet på tv, sagde Londons borgmester, Sadiq Khan, forud for begivenheden.

Den seneste smittebølge, der er drevet af omikronvarianten, har medført hidtil usete stigninger i antallet af smittede verden over.

De globale smittetal har således nået et rekordhøjt niveau, hvor der i løbet af de seneste syv dage i gennemsnit er blevet opdaget lidt over en million smittede om dagen.

Sydafrika meldte torsdag om et lyspunkt blandt de høje smittetal. Regeringen i landet, der var et af de første til at opdage omikronvarianten, oplyste, at den regner med, at smittetoppen er nået.

Derfor ophævede Sydafrika også et natligt udgangsforbud kort inden nytår.

/ritzau/Reuters