Bekymrende sløjt spil
De danske håndboldherrer var dårlige mod Bahrain, men Michael Damgaard viste styrken
PARIS: De danske håndboldherrer slog onsdag Bahrain 30-26 ved VM i Paris, men prangende var det absolut ikke.
Den danske landstræner havde ganske vist luftet idéen om, at ingen kunne være sikker på at få en fridag i dagens kamp mod Bahrain. Det blev nu alligevel til pauser til de danske spillere, der allerede fra kampens begyndelse spillede med kædeudskiftninger som set fra ishockey. Hele tre spillere på den danske bænk byttede forsvar angreb, når bolden skiftede besiddelse.
Om det var de mange udskiftninger eller blot kampens reelle manglende sportslig betydning skal være usagt, men det danske spil fandt aldrig rytme i første halvleg, og forsvaret var usammenhængende og langt fra et niveau ,der kan sikre Danmark medaljekampe.
Måske var det også den analyse, som landsholdet var kommet frem til i pausen. I hvert fald var det helt unødvendigt, at det var frustrationer, der blev det styrende faktor i det danske spil, og den største synder i den ligning var Mikkel Hansen. Den danske stjernespiller må naturligvis ikke lad sig tirre af et par omklamringer og bringe sig selv i en situation, hvor han kan risikere at se rødt.
Landsholdet fandt aldrig det korrekte spændingsniveau til kampen og det gav ridser i lakken.
Danmarks top 3:
Henrik Toft Hansen - karakter 5
VM-formkurven er faktisk gået opad for Henrik Toft, som i min optik måske så småt er ved at etablere sig som det fortrukne valg som tovejsspiller til både midterforsvar og som angrebsstreg. I dag således også dansk topscorer. Han skal fremadrettet være med til at vise vejen og få de andre til at steppe op på hans niveau, specielt i forsvarsdelen.
Michael Damgaard - karakter 5
Tak for hjælpen, Michael Damgaard, og velkommen til VM. Så blev præmissen lige nøjagtig gunstig for en mand med uforudsigelighed i DNA´et og villigheden til at spille med maksimal risiko. Med scoringer til henholdsvis 26-23 og 27-23, hvor det danske landshold var meget presset, gik han forrest. Engang i mellem er det faktisk opskriften på succes, specielt når det planlagte ikke fungerer.
Magnus Landin - karakter 5
Den unge venstre fløj spillede endnu en gang en rigtig god landskamp, og hvis vi ikke lige går ind i diskussionen om, hvorvidt han er første- eller andetvalg på den position, så tillader jeg mig at konstatere, at hans rolle på landsholdet er flerstreget. Da Danmark med et kvarter tilbage var presset, kom Magnus Landin ind igen og løste en defensiv opgave på venstre 2´er, således Danmark kunne nøjes med én forsvars-angrebsudskiftning.
Dagens skuffelse
Henrik Møllgaard - karakter 2
Jeg anerkender, at det ikke er hans primære position, men overraskende at PSG-spilleren ikke løste den opgave bedre. Kigger man alene på betydningen for kampens resultat i dag, så betyder det selvfølgelig mindre, at Henrik Møllgaard blev kørt rundt som højre 2´er i det danske forsvar. Tager man derimod kikkertbrillen på og ser frem mod kvart- og semifinale kampe, så er det stærkt bekymrende, at Danmark er så udfordret på den forsvarsposition, hvor mange af de bedre hold på "kongepositionen" stiller med deres bedste spiller.
Landstræner Gudmundur Gudmundsson - karakter 3
Normalt roses den danske landstræner for at forberede sig selv og holdet minutiøst. Den opgave lykkes slet ikke i dag, og det, der virkede som en dag på kontoret udviklede sig til et dansk mareridt. Holdets spændingsniveau var på ingen måde tunet ind på rette frekvens. Ligesom Gudmundur Gudmundsson også brugte for meget energi på de to slovenske dommere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.