Bekymringer gør indtryk
Forældre til autistiske elever på Vestbjerg Skole rørte politikere med deres fortællinger

Forældre og pårørende til eleverne i Vestbjerg Skoles specialklasser var mødt talstærkt op for at fortælle om deres bekymringer. Foto: Laura Guldhammer Foto: Laura Guldhammer
VESTBJERG:Selvom politikerne i skoleudvalget ikke turde love noget konkret, var flere af dem tydeligt påvirkede af de mange personlige beretninger, som kom frem, da forældre og pårørende til eleverne i Vestbjerg Skoles specialklasser for nylig mødtes for at diskutere forslaget om at flytte deres børn til Vodskov Skole eller Mellervangskolen.
Det gør indtryk
- Det gør selvfølgelig indtryk, når så mange forældre har en holdning til deres barns tilbud og er så glade for det. Så det er godt at høre jeres historier, og jeg lytter også, når mange af jer siger, at det vil blive rigtigt, rigtigt dyrt, hvis ”mit barn” skal flytte, forklarede skolerådmand Tina French Nielsen (V).
Ikke endeligt besluttet
Hun understregede - ligesom de øvrige politikere i panelet - at flytningen ikke er endeligt besluttet endnu. Så forældrene og de øvrige berørte har fortsat mulighed for at påvirke beslutningsprocessen.
- Vi er kommet her for at lytte. Og personligt har jeg nok ikke været klar over, hvor hårdt jeres børn er ramt, og det chokerer mig faktisk, sagde Jørgen Hein (R).
Er ikke ligeglad
- Vi har hele tiden kunne læse i sagsfremstillingen, at det her vil være problematisk. Men ét er at læse det i embedsmandssprog, noget andet er at høre det, I fortæller os her i dag. Jeg har sjældent hørt så mange mennesker sige så meget positivt, om de mennesker, som passer deres børn. Og mon ikke det gør et indtryk på os alle sammen - uden at jeg dermed har sagt for meget. Der er i hvert ingen af os, der er ligeglade, forsikrede Per Clausen.
Godt samarbejde
Udover de mange personlige beretninger fra forældre, der blandt fortalte om børn, som langt om længe er i bedring efter at have været gennem adskillige andre skoletilbud, blev der også langt stor vægt på det gode samarbejde og den store autisme-faglige ekspertise, der er på Vestbjerg Skole - både i k-klasserne og på hovedskolen. Og mange er også glade for at specialklasserne ligger for sig selv, så deres børn er skærmet lidt af i forhold til skolens øvrige elever og tilbud. For børn med autisme-spektrum-forstyrrelser har brug for faste, trygge og overskuelige rammer, og så betyder det mindre, at lokalerne er meget nedslidte.
Lang taxa-tur
At flere i dag skal køre langt for at komme i skole i Vestbjerg, anser forældrene heller ikke for et stort problem.
- Min søn har fem kvarter hertil i taxa. Men vi vil hellere have, at han skal køre i fem kvarter for at få det helt rigtige tilbud og den helt rigtige metode, forklarede Mai-Britt Vestergaard Knudsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.