Besøg af Kerrie, Lyly og Charlie
Kunsthåndværkeres arbejde kan ses i staldbygning
ALLERUP: I staldbygningen hos Tante Lilla på Nørgaard i Allerup var der besøg af Kerrie, Lyly og Charlie. Sidstnævnte sagde ikke rigtigt noget, for han er faktisk en patchwork-dukke lavet af Kerrie Christiansen.
Sidstnævnte sagde til gengæld en hel del på engelsk, da hun berettede om, at hun i 2007 sammen med sin danske mand og børn flyttede fra Australien til Ørum, hvor hun på deres gård, ”Tveden”, på Bjørnbækvej har en systue, hvor hun laver sine farvestrålende ting i patchwork.
Et repræsentativt udvalg af disse produkter kan nu ses (og eventuelt købes) hos Tante Lilla i butikken, som er indrettet i staldbygningen, og hvor der er mange andre varer fra keramikere og designere. Kerrie er den første i en række af kunsthåndværkere, som vil være repræsenteret i butikken i to måneder.
Kerrie startede med patchwork som en hobby, og hun har efterhånden fået en rimelig stor produktion f.eks. af ting, som nogen har bestilt hos hende.
- Farver er noget, som jeg elsker at arbejde med, og det har man virkeligt mulighed for med patchwork, siger Kerrie, som også fortæller, at familien ikke var i tvivl om, at det ikke skulle være en storby men på landet, de skulle bo i Danmark.
Det blev så Ørum, bl.a. fordi de havde hørt Klokkerholm Skole fordelagtigt omtalt.