Bestyrelsesformand i retten
Regnskabet gøres op efter to almennyttige fondes milliontab. Anklager om ulovlig brug af fondenes midler.
Onsdag startede retssagen mod en tidligere bestyrelsesformand for de to nordjyske almennyttige fonde, Stinne og Martinus Sørensens Fond samt fonden for Hospice Mariagerfjord og Center for Lindrende Indsats. Den 63-årige mand, der er bosiddende i Aalborg, er tiltalt for at have brugt over en million kroner af de to fondes midler på en måde, som er ulovlig. Om det er tilfældet, skal sagen vise, men efter den første dag i retten er der i hvert fald tegnet et billede af en bestyrelsesformand, der havde ualmindeligt frit spil til at gøre, som han ville, specielt i hospicefonden, der i huj og hast blev etableret i 2006. To tidligere bestyrelsesmedlemmer optrådte som vidner i retten og afviste, at et vederlag nogen sinde havde været på tale. Der havde nemlig i deres tid ikke været afholdt et eneste bestyrelsesmøde. I alt løber sagen mod den 63-årige op i et millionbeløb. I løbet af 2006-2008 overførte han fra hospicefonden 168.000 kroner til sig selv, 54.295 kroner til et revisionsfirma i Hadsund samt i alt 127.054 kroner til firmaet Hadsund Maskinteknik. Desuden udbetalte han fra Stinne og Martinus Sørensens Fond 691.700 kroner til et selskab, der var kontrolleret af hans egen søn, og som siden er gået konkurs. Alt i alt et tab på godt en million kroner, som de to fonde siden har krævet tilbage, men som altså ikke er blevet betalt. Den 63-årige tidligere bestyrelsesformand mener nemlig ikke, at han har gjort noget forkert. Alle transaktioner havde til formål at realisere planerne om et hospice i Hadsund. I alt nåede fire vidner at blive afhørt onsdag. Sagen fortsætter med nye vidneafhøringer torsdag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.