Betænkelige skolelukninger

LÆSERBREV

SKOLESTRUKTUR:Skolestrukturdebatten går ind i en meget afgørende fase i denne uge, for på byrådsmødet på torsdag 26. januar afgør vores politikere de små skolers fremtid. Det Radikale Venstre stemmer for, at Hellum skole skal lukkes, og at Blenstrup Skole og Møllehusene samt Ravnkilde og Haverslev Skoler sammenlægges til 2 skoler. Leon Sebbelin giver udtryk for i Nordjyske, at han støtter sammenlægningen fordi " det er et spændende forsøg." Kære Leon, forsøg kan gå galt. Er det Radikale Venstre så klar til at tage konsekvensen og give skolerne deres selvstændighed tilbage, hvis jeres forsøg går galt? Eller skal de så bare lukkes? Der er ingen tvivl om at formanden for Børne- og Ungeudvalget sammen med flere fra Venstres gruppe bare går og venter på, at sammenlægningerne bliver en fiasko. Det vil nemlig være vand på deres mølle, så skal der jo lukkes flere skoler. Det er jo derfor at sammenlægningsplanerne forsætter, selv om der blandt de berørte skoler er stor skepsis i forhold til planerne. Venstre, Socialdemokraterne, det Radikale Venstre og de Konservative er ved at udvikle sig til (storby) partier, som med deres politik skubber til afvikling af landdistrikterne. Jeg har selv taget konsekvensen af den udvikling og fratrådt mit hverv som næstformand i de Konservative og opsagt mit medlemskab af partiet, fordi jeg under den kommunale valgkamp lovede, at de Konservative ikke støttede afvikling af yderområderne. Dette vil jeg fortsat kunne stå inde for, så derfor beslutningen. Jeg håber, at der iblandt politikerne et eller andet sted dybt inde i deres hjerter findes en tvivl, som vil komme os i afviklingsområderne til gode, således at I stemmer nej til lukning af Hellum skole og nej til sammenlægningerne af de øvrige skoler. Har Rebild Kommune ikke snart været tilstrækkeligt på forsiderne med negative nyheder?

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skudepisode i Aalborg: Tyder på internt opgør i det kriminelle miljø
Luk