Betal med din pegefinger

Nets skyder nu gang i en stor test på CBS, hvor der kan betales i kantinen uden fysisk Dankort og mobil. En finger er nok

Foto: Nets

Foto: Nets

DANMARK:Når der er frokostpause på Copenhagen Business School (CBS), behøver de studerende ikke finde hverken Dankort eller mobiltelefon frem. Nu kan de i stedet betale med pegefingeren.

Nets har nemlig indledt en test af en ny betalingsmetode. Her scannes strukturen i de blodårer, vi har i vores fingre. Brugeren har i forvejen oprettet sig i systemet og tilknyttet et Dankort. Og derefter er scanningen nok til at udføre betalingen, ligesom der ikke skal bruges pinkode, som betalingen kan hurtigt gennemføres.

Systemet leveres af Fingopay, og det minder lidt om den teknologi, der eksempelvis gør det muligt at låse sin smartphone op med et fingeraftryk.

Dog har det nye system taget skridtet videre sikkerhedsmæssigt, fordi blodårer stort set er umulige at kopiere, lyder det fra Nets. Der skal være blodomløb i fingeren, for at scanningen virker.

- Hidtil har vi talt om mobilbetalinger som det nyeste nye, men nu bliver man selv sit Dankort, siger Jeppe Juul-Andersen, direktør hos Nets med ansvar for Dankort.

I fremtiden er betaling ikke nødvendigvis noget, der kræver et kort af plastik:

- Dit Dankort vil ikke nødvendigvis altid være af plastik. Det kan både være en app eller en infrastruktur, der sætter dig i stand til at betale med dit glatte ansigt eller din pegefinger. Forsøget på CBS er blot første skridt ud i denne verden, siger Jeppe Juul-Andersen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.