Betalingsmidler

Betaling for at tisse ved motorvejen

Utilfredshed med standarden på toiletter kan føre til krav om betaling

På grund af dårlig standard kan der blive opkrævet betaling for at gå på toilet langs motorvejene. Arkivfoto
På grund af dårlig standard kan der blive opkrævet betaling for at gå på toilet langs motorvejene. Arkivfoto Pressefotograf Kim Dahl Hansen

DANMARK: Lugt af gammel urin, afføring på toiletsædet og ubestemmelige væsker på toiletgulvet. Det er langt fra alle danske bilister, langturschauffører og firma-billister, der er tilfredse med standarden på toiletterne langs motorvejene, skriver Avisen.dk.

Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Business Danmark. Her giver hver tredje decideret dumpekarakter til klamme toiletter på motorvejscafeterier og tankstationer.

- Det er ikke godt nok. Vi taler om bemandede rastepladser. Shell, Statoil, Monark og de andre skal simpelthen gøre det bedre, siger formand for trafikudvalget i Business Danmarks, Lars Bundgaard til Avisen.dk.

Uværdige forhold

Når Business Danmark interesserer sig for problemet, handler det om, at hovedparten af deres medlemmer kører 48.000 kilometer om året på landets veje.

- De skal spise mad og bruge toiletforhold. Det er ikke værdigt den måde, det kører på i dag, siger Lars Bundgaard.

860 danskere, der kører mere end 500 kilometer i bil om året, har deltaget i undersøgelsen. I motorvejskæden Monark ærgrer man sig.

- Jeg synes, at de resultaterne er lige så dårlige, som alle andre synes. Jeg er rigtig ærgerlig over, at standarden er, som det fremgår, siger Steffen Larsen, øverste driftschef i Monark.

Folk betaler i Tyskland

Ifølge undersøgelsen mener 48 procent, det ville være en god idé at indføre en betalingsmodel, hvor det koster fem kroner per toiletbesøg, som så refunderes ved køb i butikken.

Modellen eksisterer i Tyskland. Her har det ifølge Lars Bundgaard fra Business Danmark givet super-rene toiletter. Derfor er fagforeningen for de kørende sælgere parat med en varm anbefaling af modellen.

Det samme gælder for Monark, der selv foreslog den for 10-12 år siden. Og måske møder tissetrængende danskerne snart betalingsmuren.

I statoil har man nemlig forsøgt sig med en betalingsmodel i Norge. Nu overvejer de at prøve den af i Danmark.

- Vi er i overvejelses-fasen om at køre en tilsvarende test i Danmark i det nye år, siger kommunikationsdirektør Per Brinch.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden