Betalte for ødelagt stakit

Unge på vej hjem fra bytur gik i kådhed til angreb på stakit

Foto Michael KochGenrefoto fra Politigården i Aalborg

Foto Michael KochGenrefoto fra Politigården i Aalborg

ØSTER HURUP: Seks ungersvende fra Hobro i alderen 15-18 år har på den dyre måde fået en lektion i, hvordan man skal opføre sig, når man er i byen.

De pågældende er for tiden på ferie i sommerlandet i Øster Hurup, og på vej hjem fra en lystig aften på værtshus, så de sig pludselig tossede på et stakit.

Det fik nogle gevaldige spark både med højre og venstre, og det skete så højt og larmende, at ejeren af stakittet fra sit hus alarmerede politiet.

Ordensmagten var hurtigt på stedet, og det tog ikke lang tid at overbevise gruppen af unge om, at det nok var en dårlig ide at slutte en glad aften med i kådhed at ødelægge et stakit.

Sagen blev derfor løst i mindelighed. De unge afregnede kontant med ejerne, som dermed holdes skadesløs.

De seks unge var ikke de eneste, der sluttede weekenden med dårlig karakter i opførsel i Øster Hurup.

En 20-årig gut blev så trængende, at han fandt det nødvendigt at tisse op og ned ad en husmur.

Det koster toiletpenge i form af en bøde på 1500 kr. udskrevet af politiet.

En 24-årig mand markerede sig også. Det var på den måde, at han på Diskotek Supreme blev afsløret med et halv gram kokain til eget brug,

Det koster naturligvis en bøde, men samtidig må den 24-årige indstille sig på, at han de næste to år ikke kan slå følge med kammeraterne, når de skal ind på diskoteket.

Han har fået forbud mod at vise sig på stedet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.