Bevæbnet mand sårer flere under forelæsning på tysk universitet
En mand, der tilsyneladende selv var studerende, skød med gevær i et auditorium på universitetet i Heidelberg.
Flere meldes mandag såret af skud fra en enlig angriber på universitetet i den tyske by Heidelberg. Gerningsmanden er død, oplyser tysk politi.
Skyderiet skete med gevær i et auditorium på universitetet. Han skal have været bevæbnet med flere lange skydevåben.
Et stort opbud af politi er udkommanderet til universitetsområdet.
Politiet siger, at gerningsmanden, som øjensynligt handlede alene, trængte ind ved en forelæsning.
- Manden er død, siger politiet uden at oplyse yderligere detaljer.
Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at gerningsmanden selv var studerende på det berømte universitet. Ifølge foreløbige oplysninger lå der øjensynligt ikke religiøse eller politiske motiver til grund for hans handling.
Han skal have skudt sig selv.
Det er stadig uklart, hvor mange der er såret, og hvor alvorligt.
På det sociale medie Twitter har politiet tidligere opfordret folk til at holde sig på afstand af universitetsområdet.
Heidelberg er en af de mest pittoreske byer i den sydlige delstat Baden-Württemberg. Byen har omkring 160.000 indbyggere.
Skoleskyderier er relativt sjældne i Tyskland, som har en af de strengeste våbenlovgivninger i EU.
I 2009 skød og dræbte en tidligere elev ni elever, tre lærere og tre tilfældigt forbipasserende i en skole i Winnenden, som også ligger i Baden-Württemberg. Angriberen skød derefter sig selv.
I 2002 skød og dræbte en 19-årig tidligere studerende 16 mennesker på en skole i Erfurt i det centrale Tyskland. Han skød derefter sig selv.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.