Skolevæsen

Bevar frit skolevalg

BEGRÆNSNINGER: Det vil være helt forkert at fjerne eller begrænse det frie skolevalg, som den nuværende undervisningsminister desværre lægger op til. Som skoleinspektør på Bavnebakkeskolen i Støvring samarbejdede jeg tæt med Bertel Haarder i tiden op til lovens gennemførelse i 2005. Den aktuelle årsag var, at Aalborg Kommune ikke ville tillade elever fra Ellidshøj at komme i 8. klasse på Bavnebakkeskolen i nabobyen Støvring. Forældrenes mange læserbreve i dagspressen gjorde dengang et stort indtryk på ministeren. Efterfølgende fik vi mange elever fra andre skoler og kommuner, og ofte var det elever, der var blevet mobbet eller på anden måde havde haft problemer, fordi de kom fra klasser med manglende disciplin eller negativ holdning til undervisningen. Jeg har set mange eksempler på elever, der kom til os med manglende selvtillid. Vore faste rammer og konsekvente holdning til god opførsel gjorde, at de efter kort tid blomstrede op og blive glade og velfungerende elever. Før kommunalreformen i 2007 havde vi elever fra fem nabokommuner, bl.a. tosprogede elever fra Aalborg Øst, der skulle med to busser, bybus og regionalbus, for at komme til Støvring! Det vil være en enorm fejltagelse at fjerne det frie skolevalg, som rigtig mange elever har haft glæde af, og hvis det sker, vil mange elever få deres skoletid ødelagt med de negative følger, det ville have. Alternativet vil derfor for mange forældre være at vælge en privatskole, hvis der er en i nærheden, og hvis forældrene har råd til det! Endelig betyder det frie skolevalg også, at den enkelte skole må oppe sig for at holde på deres elever.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden