BFC Vendsyssel videre efter vildt drama
DM-semifinalen i floorball venter efter stort comeback mod Frederikshavn Blackhawks
Opdateret 27. marts 2017 kl. 10:17
FREDERIKSHAVN: De forsvarende floorballmestre for herrer, BFC Vendsyssel Hot Shots, er videre til DM-semifinalerne.
De skulle dog igennem en overraskende dramatisk weekend, før den samlede sejr over Frederikshavn Blackhawks var en kendsgerning.
Sidste weekend knusende hjemmesejre på 11-4 og 18-4 blev nemlig fulgt op af et nederlag i Frederikshavn lørdag på 10-8. Og i søndagens kamp samme sted var Blackhawks foran 8-5 med seks minutter igen. Så leverede BFC Vendsyssel dog et forrygende comeback og endte med at vinde 9-8 i sudden victory.
Hos kvinderne spilles kvartfinalerne blot bedst á tre kampe, og her fik AaB Floorball en perfekt start mod Rungsted-Hørsholm. Udekampen blev vundet hele 10-3, og AaB har nu to matchbolde på hjemmebane i weekenden 8./9. april.
Også Frederikshavn Blackhawks’ damer formåede at vinde den første kvartfinale. De slog på hjemmebane overraskende Copenhagen med 6-5 efter sudden victory.