BI-Centeret er tørlagt
Første del af millionrenovering
BRØNDERSLEV: I godt 40 år har BI-Centeret på det nærmeste stået under vand. Men det er nu slut.
Der er drænet under centeret. Drænrørene er boret ind under centret, for at aflede det vand, der er under bygningerne. Det er Sejlstrup Entreprenørforretning og firmaet Danbor, der har udført arbejdet.
- Grundvandet står ca. 60 centimeter over gulvet i kælderen. Det er derfor den er fugtig. Vandstanden skal sænkes med godt en meter, for at sikre, at der fremover vil være tørt, fortæller ingeniør Svend Andersen, der har udarbejdet projektet for renovering af centret.
Der er monteret pumper, der går i gang, når vandstanden stiger. Der pumpes derfor kun i perioder.
- Her i begyndelsen er der pumpet fem kubikmeter i døgnet, men efterhånden som vandstanden falder, vil det ikke være i samme omfang,
Dræningen er første etape af et stort renoverings-projekt for BI-Centeret, der er ramt af blandt andet skimmelsvamp.
Renoveringen af centret er delt i etaper. I alt har BI fået 750.000 kr. fra Brønderslev Kommunes anlægspulje til renoveringen.
Svend Andersen skyder på, at dræningen har kostet ca. 300.000 kr.
- Dermed kan vi gå i gang med næste etape, som er ventilation i bordtennis-lokalet, der har næsthøjest prioritet.
Svend Andersen regner med, at dette arbejde kan udføres inden for den bevilgede økonomi.
Næste etape er renoveringen af kælderen, hvor der er skimmelsvamp.
Svend Andersens mål er, at det samlede renoveringsprojekt til ca. 5 mio. kr. kan være afsluttet på 5 år på det godt 40 år gamle center.
- Vi skal nu i gang med at søge fonde, fortæller formand for Brønderslev Idrætsforening, Kim Glad Andersen.
BI har søgt Brønderslev Kommune om at få slået en streg over en 39 år gammel gæld til Brønderslev Kommune, men den sag er ikke afklaret.
- Hvis gælden afskrives, kan vi lettere låne penge til renoveringen, siger Kim Glad Andersen.
Han mener ikke, at BI nogensinde bliver i stand til at betale gælden tilbage.
- Så kan resultatet blive, at vi må aflevere nøglen til centret til Brønderslev Kommune, siger han.
BI er også hårdt ramt af kommunens nedskæringer i tilskud. Her har BI mistet ca. 120.000 kr. på årsbasis.
- Det er en evig kamp, for at få økonomien til at hænge sammen, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.