BI-Centeret fylder 40 år
Masser af aktiviteter på centret lørdag 21. maj
BRØNDERSLEV: Lørdag 21. maj fejrer BI-Centeret i Brønderslev 40-års jubilæum.
Det markeres med en reception om eftermiddagen, hvor der præsenteres nogle af de sportslige aktiviteter, som klubben kan byde på.
Om aftenen er der jubilæumsfest, hvor Pretenders underholder.
Brønderslev Idrætsforening er én af de få foreninger, der kan kalde sig herre i eget hus. Det mest almindelige er, at idrætsforeninger lejer sig ind.
25. oktober 1973 tog Anker Jensen det første spadestik til BI-Centeret.
Der var et budget for byggeriet på 6 mio. kr., men de samlede udgifter endte med at blive syv mio. kr.
Midt i byggeperioden kom der et anlægsstop, hvilket betød, at investeringsrammen ikke kunne udvides.
I foråret 1975 kunne BI optage et lån på 4,5 mio. kr., men på grund af kurstab resulterede det i en udbetaling på 3 mio. kr.
Midt i maj 1976 tog fodboldspillerne den første det af det nye 27 tønder land store anlæg i brug, og 22. maj 1976 kunne den officielle indvielse så finde sted.
Det blev til mange festligheder i forbindelse med indvielsen, men hvor der er sol, er der også skygge. I januar 1978 blev der indkaldt til ekstra generalforsamling med det formål at finde dækning for et underskud på 316.000 kr.
Med udflytningen til Agdrupvej havde BI fået tidssvarende og velfungerende rammer, men det var også begyndelsen til mange store, økonomiske kriser.
I 1978 blev der ført forhandlinger med Brønderslev kommune om at overtage hele BI-Centeret, der var værdisat til 9 mio. kr. I realiteten var det den kommende idrætshøjskole, der spøgte som en mulig arvtager til BI-Centeret.
De mange forhandlinger resulterede i, at BI ønskede at gøre endnu et forsøg på at beholde BI-Centeret. I foråret 1979 fik BI udsættelse et par måneder med den endelige overtagelse af BI-Centeret. Der var oparbejdet en gæld på 565.000 kr., og der blev indledt en indsamling blandt medlemmer for at skaffe 250.000 kr. Det lykkedes.
Herefter gik det bedre med økonomien. Men i slutningen af 1980’erne kom der igen fokus på økonomien, da håndboldafdelingens regnskab viste et underskud på 200.000 kr. i 1988 og 175.000 kr. i 1989.
Herefter blev der tegnet borgerlån på 742.000 kr.
I 1994 skete et vendepunkt, og der var et overskud på 133.000 kr., og dermed var en positiv udvikling sat i gang.
I midten af 1980’erne vedtog Folketinget loven om eliteidrættens fremme, og her var BI hurtig til at lægge billet ind på at blive hjemsted for et Dantop-Center. Dengang satsede man på, at BI-Håndbold ville rykke i 2. division. Der blev etableret et samarbejde med golfklubben, JSI-Volleyball samt basketballklubben BBK70.
Ideen var, at BI-Centeret skulle blive et sportsligt mekka. Men sådan gik det ikke. Idrætshøjskolen blev opført midt i byen og ikke ved BI-Centeret.
Mange havde gerne set, at det hele var samlet ved BI - også svømmehal med mere.
Men Team Danmark etablerede et regionalcenter for bordtennis. Der blev bygget en ny bordtennishal og etableret overnatningsmuligheder på BI-Centeret.
BI-formand Kim Glad Andersen siger, at historien viser, at det altid har været en evig kamp om økonomi.
Nu trænger centret til en omfattende renovering, og beregninger viser, at det vil koste ca. 4 mio. kr.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.