BI-spillere klar ved bordene
Fire divisionsopgør i Brønderslev i weekenden 19.-20. januar

Sportschef Kai Jarl Nielsen, tv., håber på point i weekenden til BI’s drengedivisionshold. Bjarke Krog, th. skal i aktion søndag mod Esbjerg.Arkivfoto: Henrik Louis
BRØNDERSLEV:BI-Centeret i Brønderslev lægger i weekenden gulv til intet mindre end fire divisionsopgør i bordtennis - to i 1. division for mænd samt to i drengedivisionen.
I eftermiddag er der lagt op til to spændende divisionskampe for BI’s batmænd i såvel 1. division som drengedivision.
I 1. division er der tale om en bundkamp, hvor BI skal møde Triton fra Odense, der ligger til nedrykning, mens BI er placeret lige på den anden side af stregen.
- Spillerne slog Triton 9-5 i efteråret, og hvis vi kan få en uafgjort denne gang, holder vi Triton på afstand. Vinder vi, er vi tæt på at kunne skrive 1. division på holdkortet også i næste sæson, siger sportschef Caspar Birk.
1. divisionsholdet fra BI består af kvartetten Carsten Jensen, Peter Bruhn, Carl-Johan Norup og Knud Brunbjerg.
Søndag spiller BI’s 1. divisionshold mod rækkens nummer et fra Aarhus BTK.
Tæt kamp i vente
BI’s drengedivisionshold skal lørdag møde Ribe, der inden matchen ligger på den slutspilsgivende tredjeplads.
Ved seneste møde mellem de to hold vandt sønderjyderne med mindst mulig margin, så BI-drengene er opsatte på revanche.
- Vi tror på, at sejren bliver vores denne gang. For det første har vi netop været til de jyske mesterskaber, hvor spillerne vandt den ene medalje efter den anden, siger drengenes sportschef Kai Jarl Nielsen.
- For det andet er spillerne generelt og truppen som helhed blevet markant bedre, end da vi sidst mødte Ribe.
Til kampen mod Ribe stiller BI med følgende spillere: Steffen Hwiid, Frederik Jarl Nielsen, Kevin Nielsen og Oliver Thomsen.
Drengedivisionsholdet får søndag besøg af Esbjerg, og her forventer BI at spille med Philip Lundsgaard Møller, Oliver Thomsen, Bjarke Krog og Kevin Nielsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.