BI vil også tilbyde e-sport
Samarbejde baner vejen
BRØNDERSLEV: Der arbejdes lige nu ihærdigt på at få en organiseret e-sports afdeling op at stå i Brønderslev Idrætsforening, BI.
- Vi har allerede besluttet at tage e-sport på programmet. I første omgang kommer det til at køre i hovedbestyrelsens regi, men vi overvejer også seriøst senere at give e-sport en selvstændig afdeling i BI, fortæller hovedbestyrelsesformand Kim Glad Andersen.
- Der er stor interesse hos de unge for e-sport, og der vil vi gerne kunne være med. Vores tanker med at starte det her op er lige så meget af social karakter. For nogle drenge i en bestemt alder kan måske have lidt tendens til at sidde meget i hulen derhjemme og spille. Vi vil gerne kunne tilbyde, at de nu får en mulighed for at følges med andre til e-sport. Samtidig vil det måske også kunne styrke kontakten med andre unge, der dyrker andre sportsgrene i BI Centret, siger Kim Glad Andersen.
- Erfaringer fra andre klubber viser faktisk, at unge der dyrker e-sport får større interesse for andre sportsaktiviteter, hvis der er let adgang til aktiviteterne. Omvendt, så får f.eks. boldspillere større interesse for at bruge hovedet og være med ved computerne, siger Kim Glad Andersen.
Formanden fortæller desuden, at det går fremad med at skaffe penge til at etablere den nye aktivitet.
Økonomisk medvind
- Vi har fået 45.000 kr. fra Øster Brønderslev Sparekasses Fond. Desuden har vi håb om 50.000 kr. fra Brønderslev Kommunes anlægspulje, og BI’s Venner donerer 60.000 kr. til projektet, mens hovedforeningen bidrager med 45.000 kr., oplyser Kim Glad Andersen.
Han fortæller, at det koster i omegnen af 15.000 kr. at købe en spillestation med en god stol, et velegnet bord og en kraftig computer. Men med økonomisk medvind ser planen ud til at lykkes.
- Vi også får lavet en foldevæg i BI Centrets cafeteria, så e-sport får et lokale der. Men computerne vil også kunne bruges som almindelige computere til edb-arbejde af andre i centret, fortæller Kim Glad Andersen, der håber at kunne åbne den nye aktivitet midt i september.
Men inden computerne bliver tændt, skal organiseringen og nogle klare etiske regler være på plads, siger formanden.
- Vi skal have lavet et setup med en træner, for det skal f.eks. ikke være muligt at spille om penge i BI Centret. Men vi har et godt samarbejde med både kommunens foreningskonsulent, ungdomsskolen og DGI’s erfarne folk, så det skal vi nok få på plads i tide, mener Kim Glad Andersen, der er initiativtager til projektet.
Allerede nu er der stor interesse for at være med, fortæller en anden af initiativtagerne, Torben Høybye Poulsen, der administrerer BI e-sport på Facebook.
- BI køber 10 computere, og ungdomsskolen køber 10 computere. Ungdomsskolen har allerede 60 elever, der har valgt e-sport som deres første prioritet i valgfag efter sommerferien, så interessen er stor, siger Torben Høybye Poulsen.
Han har også den seneste tid fået 30 nye medlemmer af BI e-sport på Facebook.
- Det er endnu ikke besluttet, hvad det vil komme til at koste i kontingent at være med i BI e-sport, men det afgøres senere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.