Biblioteket får 1,4 mio. til projekt
Kulturstyrelsen har uddelt penge til at inddrage brugerne mere.
BRØNDERSLEV: Brønderslev Bibliotek søsætter nu det ambitiøse projekt Småt brændbart - Biblioteker på kanten. Tanken med projektet er at styrke biblioteket som en handlekraftig institution, der skubber til udviklingen af lokalsamfundet - især uden for de større byer.
- Det er fantastisk dejligt, at vi har fået det fulde beløb. Så kan vi gennemføre hele projektet over de næste to år, siger en storsmilende og tydelig glad Bente Kristoffersen, bibliotekschef på Brønderslev Bibliotek.
Skaber debat og udvikling
Projektet fyrer op under den såkaldte udkantsdebat ved at skabe nye relationer mellem borgerne og et aktivt og mere udfarende bibliotek. Det sker på to måder. Den ene er en undersøgende antropologisk tilgang, hvor biblioteket går ud til de nuværende brugere og ud i lokalsamfundet for at lære mere om, hvordan folk bruger bibliotekerne. Biblioteket ved allerede nu at der kommer et fokus på børn og seniorer. Den anden tilgang kaldes for en social innovationstilgang med co-creation, hvor biblioteket undersøger og udvikler nye løsninger på sociale og samfundsmæssige problemer i lokalsamfundet i samarbejde med de folk, der bor i de yderligt beliggende lokalsamfund - og i samarbejde med projektets øvrige samarbejdspartnere.
- Det bliver ikke et lukket projekt. Alle kan følge os og bidrage med kommentarer og ideer, oplyser Bente Kristoffersen. Medierne bliver de fysiske biblioteker, bibliotekernes hjemmesider, sociale medier som Facebook, Instagram og de almindelige nyhedsmedier.
Biblioteket har allerede i dag nogle løsninger, fx læsegrupper, hjælp til IT, NemID m.m. Bente Kristoffersen er sikker på, at der kommer nye og flere løsninger til i løbet af de kommende år.
- Tanken er at prøve nogle forskellige ting af, eksperimentere med dem og rette dem til, så de passer til folk og den udvikling, der er behov for, siger Bente Kristoffersen.
Det er ikke for sjov
- Jeg glæder mig virkelig. Det bobler i maven. Det er ikke for sjov. Vi vil noget med det her. Bibliotekerne skal tænkes ind i en større sammenhæng, der gør, at folk opdager, hvad bibliotekerne kan være med til at udvikle. Vi går allerede i gang mandag og noget af det førstkommende bliver at holde et styregruppemøde, fortsætter chefbibliotekaren ivrigt og glædesstrålende.
Tæt og bredt samarbejde
I projektet samarbejder Brønderslev Bibliotek tæt med landkommunebiblioteker på Mors og i Ringkøbing-Skjern, Vesthimmerland og Aabenraa. Bibliotekerne opfylder kriterierne for at ligge i de såkaldte ydreområder. Øvrige samarbejdspartnere er KORA, Aalborg Universitet, MINDLAB og Rejseholdet for Landdistrikter.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.