Biden: Lederen af IS er død - sprængte sig selv i luften

Lederen af Islamisk Stat er død under amerikansk militæraktion. Han sprængte sig selv i luften, siger Biden.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lederen af Islamisk Stat, Abu Ibrahim al-Hashimi al-Qurashi, er død.

Det bekræfter USA's præsident, Joe Biden, torsdag eftermiddag dansk tid i en tale.

USA har med aktionen, som foregik natten til torsdag, fjernet "en stor terrortrussel", mener Biden.

- USA's militære styrker har succesfuldt fjernet en stor terrortrussel mod verden, den globale leder af IS, siger Biden.

IS-lederen sprængte sig selv i luften under en amerikansk antiterroraktion i det nordvestlige Syrien.

Omkring sig havde IS-lederen sin kone og børn samt andre civile.

Biden kalder det en "desperat kujons" handling, at han med en bombe sprængte sig selv og sin familie i luften.

- Da vores tropper nærmede sig at fange terroristen, valgte han som en desperat kujons sidste handling - uden at tænke på familiemedlemmer eller andres liv i bygningen - at sprænge sig selv i luften i stedet for at stå til ansvar for de forbrydelser, han har begået, siger Biden.

Da de amerikanske styrker fandt ud af, at han ikke var alene, indledte de en mere farlig aktion for dem selv for at undgå civile tab, fortæller Biden.

Men det lykkedes altså ikke at undgå, fordi IS-lederen med en bombe sprængte sig selv og dem, han havde omkring sig, i luften, før de amerikanske styrker nåede helt frem til ham.

Det lykkedes dog styrkerne at fjerne civile fra første sal i bygningen, før IS-lederen udløste bomben.

Ifølge en syrisk gruppe for menneskerettigheder døde mindst 13 civile i forbindelse med operationen, heriblandt fire børn.

Al-Qurashi har været leder af den militante islamistiske bevægelse IS siden 2019. Her tog han over efter Abu Bakr al-Baghdadi, som var blevet dræbt under en amerikansk militæraktion i Syrien.

USA's militære aktion natten til torsdag sender et stærkt signal, mener Joe Biden.

- Nattens operation fjernede en stor terroristisk leder fra slagmarken og sendte en stærk besked til terrorister rundt i verden: Vi vil komme efter jer, og vi vil finde jer, siger Biden.

USA's forsvarsministerium, Pentagon, oplyser torsdag aften, at der ikke er nogen tvivl om, at det er IS-lederen, som er død. Det har man bekræftet via fingeraftryk og analyser af dna.

Ministeriet oplyser også, at det har "stærke indikationer" på, at de civile dødsfald i forbindelse med den militære aktion var forårsaget af IS, ikke af amerikanske styrker.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden