Biden: Vi har fjernet Islamisk Stats leder fra slagmarken
IS-leder er ifølge Biden "fjernet fra slagmarken". Embedsmand oplyser, at IS-lederen er død efter aktion.
USA har "fjernet" lederen af Islamisk Stat, Abu Ibrahim al-Hashimi al-Qurashi, fra "slagmarken".
Det siger USA's præsident, Joe Biden, i en erklæring. Den er offentliggjort af Det Hvide Hus.
- I nat gennemførte amerikanske militære styrker i det nordvestlige Syrien med succes en antiterroraktion for at beskytte det amerikanske folk, vores allierede og for at gøre verden et sikrere sted.
- Takket være evnerne og modet hos vores væbnede styrker har vi fjernet Abu Ibrahim al-Hashimi al-Qurashi - lederen af IS - fra slagmarken.
- Alle amerikanere er vendt sikkert tilbage fra operationen, siger Biden i erklæringen.
Han uddyber ikke, om IS-lederen er dræbt under aktionen. En embedsmand oplyser til Reuters, at han er død.
- Ved begyndelsen af aktionen eksploderede terroristmålet en bombe, som dræbte ham og medlemmer af hans egen familie, herunder kvinder og børn, siger embedsmanden til Reuters.
Joe Biden ventes torsdag eftermiddag dansk tid at holde et pressemøde, hvor han vil fortælle mere om aktionen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.