Biersted IF byder indenfor
Lørdag kan du få smagsprøver på de forskellige sportsgrene i foreningen
Opdateret 17. juni 2022 kl. 08:13
BIERSTED: Biersted IF har dedikeret lørdag 9. januar til en dag i idrættens og samværets tegn. Klokken 13 åbner foreningen dørene, og så er der ellers rig mulighed for at få en smagsprøve på de forskellige sportsgrene, der er i foreningen.
Håndbold, fodbold, gymnastik og badminton er på banen og Martin Knudsen, der er medlem af bestyrelsen i Biersted IF, opfordrer alle til at møde op og afprøve, om et eller flere af idrætstilbuddene kunne være interessant.
- Vi vil gerne gøre opmærksom på de tilbud, der er i foreningen og ad den vej opnå nye medlemmer, siger han og tilføjer, at det sundhedsmæssige aspekt også spiller en rolle.
- Vi ved fra DGI, at der sker et frafald, når børnene når teenageralderen, og den kurve vil vi gerne forsøge at knække og sikre, at de unge forsætter med deres idrætsaktiviteter.
Martin Knudsen håber ligeledes, at de nye borgere der er kommet til byen på det seneste, vælger at benytte dagen til at stifte bekendtskab med idrætsforeningen.
- Biersted er en pendlerby, og har mange tilflyttere. Men det er ikke alle, der kender til idrætsforeningen, så vi håber de nye borgere vil komme forbi og hilse på, siger han.
Idrætsaktiviteterne rundes af med en stor hoppeborg i hallen.
Udover muligheden for at boltre sig med fysiske aktiviteter er der desuden officiel indvielse af et nyt mødested i Biersted. Det gamle cafeteria i klubhuset er nemlig blevet omdannet til et lyst og tidssvarende lokale med fladskærm, projektor, spilkonsol, brætspil osv. og har fået navnet ”Bierstedet”. Håbet er, at det fremover bliver et naturligt samlingspunkt for børn og voksne - uanset alder.
- Vi har ønsket at skabe et indbydende mødested, som skulle kunne rumme et utal af frivillige og sociale arrangementer, hvor børn, unge, forældre og ældre socialiserer, udveksler og lærer på tværs af aldre, siger initiativtagerne Anne Mette Weinreich og Marie-Louise Jensen.
Tanken er også, at ”Bierstedet” skal danne rammen om forskellige kulturelle arrangementer.
En gruppe frivillige har haft arbejdstøjet på og har blandt andet malet og renoveret. Desuden er ”Bierstedet” støttet rent økonomisk med penge fra Jammerbugt Kultur-, Fritid- og Landdistriktsudvalg, Mosefesten, BIF samt Biersteds familieidræt. Derudover har en del af Biersteds erhvervsdrivende sponsoreret nye borde og stole til stedet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.