Bigballepresser udbrændt
Nogle tusind kvadratmeter høstet mark blev også ildens bytte ved brand
HOBRO: En bigballepresser og op mod en tøndeland høstet mark blev ildens bytte, da der fredag eftermiddag kort før klokken 15 opstod ild i presseren.
Det skete på en mark ved Kirkegårdsvej i Hobro.
Det oplyser indsatsleder Allan Frisk fra Beredskabet i Mariagerfjord Kommune.
- Vi havde to hele slukningstog og en tankvogn ekstra i aktion. Det vil sige, at 18 brandmænd kæmpede med ilden, fortæller indsatslederen.
Branden blev da også stoppet og ved 17-tiden resterede der kun efterslukning af presseren, inden brandfolkene kunne returnere til deres stationer.