Bil-bossen bare bedst
Henrik Bruun Nielsen fra Im. Stiholt kåret som årets nordjyske leder
Opdateret kl. 16:05
NORDJYLLAND: Administrerende direktør Henrik Bruun Nielsen fra automobilfirmaet Im. Stiholt blev torsdag tildelt Den Nordjyske Ledelsespris 2013. Han vandt finalen foran dekan Lone Dirckinck-Holmfeld fra Aalborg Universitet og centerchef Johnny Hein Danielsen fra Aalborg Kommune.
Henrik Bruun Nielsen har haft 25 års jubilæum i Stiholt koncernen, hvor han startede som elev i Sæby. Han arbejdede sig stille og roligt op i hierarkiet som både indkøbschef og lagerchef, inden han i 2011 kunne sætte sig i stolen som administrerende direktør for hele foretagendet med 200 medarbejdere fordelt på fire afdelinger i Sæby, Thisted, Hjørring og Aalborg.
Det er gruppen af tillidsmænd i Im. Stiholt, der har indstillet Henrik Bruun Nielsen til prisen. I indstillingen skrev medarbejderne blandt andet:
- Henrik er en engageret og nærværende leder. Han motiverer medarbejderne og mellemlederne til at yde deres bedste, og han har stor forståelse for branchen og for vores kunders behov, hvilket selvfølgelig holder på kundekredsen.
Steen Knørr, formand for Lederne Himmerland, har som medlem af dommerkomiteen været med til at pege på Henrik Bruun Nielsen.
- På trods af, at Im. Stiholt har afdelinger fire steder, formår Henrik Bruun Nielsen at være en synlig leder. Han gemmer sig ikke på kontoret, men er ude, hvor der er brug for ham. Han husker medarbejdernes specielle mærkedage og er god til at anerkende medarbejderne for deres indsats. Desuden har han med sikker hånd styret Im. Stiholt gennem krisen og har faktisk formået at vende underskud til overskud, siger Steen Knørr.
Med prisen følger en gavecheck til kompetenceudvikling på en værdi af 25.000 kroner.
Bag prisen, der uddeles for sjette gang, står Lederne Himmerland, UCN act2learn, Erhverv Norddanmark samt Aalborg Kongres & Kultur Center uddeler prisen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.