Bil gik op i flammer om natten
Branden kan være påsat, mener politiet
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:53
VESLØS: En bil parkeret på en rasteplads nær Vesløs mellem Thisted og Fjerritslev gik natten til søndag op i flammer.
Midt- og Vestjyllands Politi mener, at branden kan være påsat, og det skal nu undersøges nærmere.
- Ejeren efterlod bilen på rastepladsen tidligere lørdag, da køretøjet var gået i stå, fortæller vagtchef Lars Even fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Omkring kl. 00.30 kørte en ambulance forbi rastepladsen og bemærkede, at den parkerede bil stod i flammer. Ambulancefolkene så, at ilden buldrede løs i bilens kabine.
Og netop det, at ilden angiveligt er opstået i kabinen, kan måske indikere, at ilden kan være påsat, vurderer politiet.