Bil ramte dreng på knallert
Trafikuheld øst for Brovst tirsdag eftermiddag
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:50
HALVRIMMEN: En 16-årig dreng på knallert blev tirsdag eftermiddag ramt af en bil på Thistedvej nær Halvrimmen øst for Brovst.
Ifølge Nordjyllands Politi skete uheldet ved 16.30-tiden, da bilisten foretog et højresving. Bilisten, en 68-årig mand fra Aabybro, overså den unge knallertkører på cykelstien.
Den 16-årige dreng fra lokalområdet måtte til tjek på skadestuen, men slap fra trafikuheldet uden alvorlige skader, oplyser politiet.