Bilbegejstring ud over alle grænser
Vi besøger den store sydengelske Goodwood Festival of Speed, der med over 200.000 gæster er bil-verdenens svar på Roskilde Festival
Opdateret 03. september 2022 kl. 12:30
GOODWOOD: Det ligner et spil med kæmpe Mikado-pinde, der endda er på højde med fleretagers huse, og på spidsen af hver ”pind” hænger der rigtige biler. Der er fem af slagsen, og det er ikoniske BMW-modeller, lige fra klassikeren 3,0 CSL fra 1970’erne over den lave sportsvogn M1 fra 1980’erne til den kommende helt nye M Hybrid V8 racer.
Kunstværket fra performeren Geery Judah's hånd, som er skabt i anledning af at BMW’s sportslige M-afdeling har 50-års jubilæum, svæver omkring det majestætiske Goodwood House, hvor tusindvis af bilglade gæster mingler rundt og besigtiger klassiske biler. Det sker, mens lyden af en Aston Martin Valkyrie hyper-sportsvogn med over 1000 hk vræler forbi på racerbanen få meter væk. Den følges af en lydløs serie-version af den elektriske Polestar 5, som nærmest svæver rundt i svingene. Det er en kulisse, som rammer stemningen spot on.
Vi befinder os nemlig på den sydengelske Goodwood Festival of Speed i West Sussex, der med over 200.000 gæster er det nærmeste, man kommer bilverdenens svar på Roskilde Festival. Det store arrangement foregår hvert år midt på sommeren, hvor den bilglade og lokale Lord March stiller sin 3,9 km lange Goodwood racerbane til rådighed. Festivalen blev som meget andet aflyst på grund af corona i 2020, mens den i fjor var præget af coronarestriktioner. Derfor er der også ekstra stor entusiasme i år.
Folk trænger
- Folk trænger virkelig til at komme til sådan et show og more sig fuldt ud, lyder det meget bestemt fra vores chauffør, som allerede slår stemningen an, da vi er på vej med en shuttle gennem myldretidstrafikken fra London ad motorvej M25 mod Goodwood. Han er langt fra alene.
Vi har tidligere kaldt Goodwood Festival of Speed en kombination af Copenhagen Historic Grand Prix, Le Mans, det tyske IAA motorshow og et klassisk engelsk hestederby.
Det holder endnu. Med det plus, at der i år også er et kæmpe område med elbiler kaldet ”Electric Avenue” med masser af nyheder lige fra Fisker Ocean over Lexus RZ 450e til Lucid Air og et Future Lab hvor man kan se selvkørende biler og afprøve interaktiv teknologi som Augmented Reality i virkeligheden.
De ”rigtige” biler er dog trækplasteret. Som altid er det et krav, at bilerne skal ud og køre på banen, hvor de mange bilglade - især engelske - ”petrolheads” ofte jubler, som var det selveste det engelske fodboldlandshold, der gik på grønsværen. Det er i høj grad hele familien, som hepper.
Det hele selvfølgelig garneret med telte, fadøl og bacon-sandwiches, mens de mere noble kan besigtige løjerne fra eksklusive stande på de dyre langsider, hvor elegante kvinder iklædt derby-hatte nyder årgangschampagne og østers.
Tæt på det hele
Netop den specielle stemning trækker mange. Det gælder bl.a. Sean Lee. Han er afsted sammen med sønnerne George og Harold. Sean har fået billetten som en fødselsdagsgave, og de er alle afsted på Goodwood Festivalen for første gang.
Sean er ikke i tvivl om, hvad der trækker.
- Det handler om hele atmosfæren, lige fra lyden til de mange detaljer, som man kan se. Man kan finde noget for en enhver smag, og det gør det spændende, siger Sean Lee, som vi møder, mens han betragter en stribe klassiske Bentley-modeller, som er på vej ud til banekørsel.
Der bliver ikke holdt tilbage på gaspedalen på asfalten. Også selv om der er tale om mange verdenspremierer, der strækker sig lige fra den hurtige BMW M3 Touring over den forlængede Land Rover Defender 130 og den strømlinede elektriske Lotus Eletra til den spektakulære og luksuriøse Hispano Suiza Carmen.
Mange gæster kommer igen og igen. Det gælder bl.a. Judy og David Harrisson, som er afsted sammen med deres datter, Peggy Haming samt børnebørnene Harry og Josh.
- Vi i den ældre generation er kommet her i mange år. Den unge generation er med nu. Det er mest for at se Formel 1-bilerne. Det, som trækker, er stemningen, og det er hele atmosfæren. Her kan vi komme tæt på bilerne. Det kan vi ikke til et almindeligt Formel 1-løb. Det her er noget helt specielt, siger David Harrisson.
Højt til vejrs
Det stopper dog ikke her. Løjerne fortsætter med Goodwood Revival midt i september, der kun handler om gamle biler og fly, men hvor mange af deltagerne også møder op i tidstypisk tøj, som matcher de ofte velholdte og naturligvis kørende biler fra sidste århundrede.
Vi besøgte Goodwood Festival of Speed for syv år siden og kan se, at der er sket en stor udvikling, hvor alting er blevet mere professionaliseret. Begge festivaler er en tur værd. Det kræver dog planlægning at komme til Goodwood, og så er der lige billetterne.
En endagsbillet til Goodwood Revival i år eller Goodwood Festival of Speed i 2023 koster fra henholdsvis 506 kr. og 680 kr. Men der er rabat på flerdagskøb - og regn med det - for der er oplevelser nok til mange timer. Så er der også garanti for at få fuldt udbytte af det klassiske flyshow med RAF-teamet, Red Arrows, som er fast indslag på festivalerne, mens der også er mere klassiske maskiner i aktion til Goodwood Revival, der sagtens kunne være Spitfires.
Alt foregår nemlig på den ene eller anden måde i de højere luftlag i Goodwood. Det gælder også kunstværket fra Geery Judah, som har lavet en række lignende centrale signatur-installationer til Goodwood festivalen siden 2004. Her er skam i år også tale om rigtige biler, som dog har fået fjernet deres fire-, seks-, otte- og 12-cylindrede motorer, og er drænet for væsker for at lette vægten.
Prisen… der tales om tæt på ni mio. kr. Men så er selv bilerne også nærmest flyvende.
- Den store festival foregår hvert år i slutningen af juni på og omkring den historiske Goodwood Circuit i West Sussex. Her løber Goodwood Revival af stablen i midten af september.
- Den omfattende festival blev startet i 1993 af den lokale Lord March og har siden vokset sig til et internationalt arrangement.
- Deltagerantallet omkring 200.000 gæster til Festival of Speed og 150.000 gæster til Goodwood Revival.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.