Bilbrand: Faren ville begå selvmord

Den 41-årige far fra Øster Hurup kunne ikke overskue sit liv. Derfor satte han ild til sin bil i nærheden af Berlin. Bilbranden kostede mandens to døtre livet.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den 41-årige far fra Øster Hurup ville have gjort en ende på det hele, da han satte ild til sin bil i en skov ved Berlin i august sidste år. Det forklarede farens forsvarer, Thomas Arndt, efter det første retsmøde i sagen tirsdag formiddag i Berlin. Bilbranden kostede mandens to piger - 9-årige Line Sofie Rudgaard og 10-årige Malene Marie Rudgaard - livet. Faren er tiltalt for at have begået overlagt mord og tage livet af sine to børn. Ændret forklaring Ifølge forsvareren erkender den 41-årige far at have forvoldt pigernes død, men han vil ikke erklære sig skyldig i overlagt mord. Derimod mener forsvareren, at faren var utilregnelig i gerningsøjeblikket, og dermed har faren ændret sin tidligere forklaring om, at bilbranden var et uheld. På en ferietur til Tyskland sidste sommer havde faren bedøvet sine døtre med et bedøvelsesmiddel, mens de sad fastspændt på bilens bagsæde. Stærk varme Faren steg ud af bilen, hældte benzin rundt om og satte ild til det. Han satte sig ind i bilen igen, men han måtte flygte ud af bilen på grund af den stærke varme. På det tidspunkt var bilen omspændt af flammer, og han havde ikke mulighed for at redde pigerne ud, forklarede han ifølge forsvareren. Politiets mentalundersøgelse viser, at faren ikke var utilregnelig i gerningsøjeblikket, og at han derfor er egnet til straf. Ny mentalundersøgelse Mandens forsvarer overvejer at få lavet en ny mentalundersøgelse i forsøget på at få faren erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket. Faren var deprimeret og havde store problemer både personligt, økonomisk og arbejdsmæssigt. Han har tidligere haft tanker om at tage sit eget liv på grund af de massive personlige problemer, og faren kunne ikke leve med, at børnene skulle bo ved deres mor. Udsat til marts Forsvareren fortalte også, at faren gennem flere år har gået til både psykolog og psykiater i forsøget på at komme sine problemer til livs. Både en dansk psykolog og en dansk psykiater er indkaldt som vidner i retssagen. Faren skulle have afgivet forklaring ved første retsmøde tirsdag, hvor der var et stort opbud af medier, men sagen blev udsat til 1. marts, fordi en af de tyske dommere var blevet syg. Hvis faren bliver kendt skyldig i overlagt mord risikerer han at blive idømt en livslang fængselsstraf.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.