Biler

Bildesigner elsker den Porsche, de andre rynker på næsen ad

Søren Essendrop er besat af det ikoniske design i Porsche 928. På et tidspunkt havde han fire stk. af den Porsche, som rigtige Porsche-fans nærmest ikke ville vide af for få år siden. I dag er 928'eren efterhånden blevet respekteret, men sådan var det ikke før

Søren Essendrop er uddannet bildesigner og elsker de flydende former i sine to Porsche 928'ere. Her ses han med den blå, som er fra 1977 og dermed af den allerførste årgang.
Søren Essendrop er uddannet bildesigner og elsker de flydende former i sine to Porsche 928'ere. Her ses han med den blå, som er fra 1977 og dermed af den allerførste årgang. Foto: Jens Høy

Opdateret 12. november 2022 kl. 16:38

ENTUSIAST: Det sitrer næsten i hans krop. Blikket er fast, krøllerne lyse, og det er tydeligt, at han brænder for Porsche 928.

Sådan har det været, siden Søren Essendrop for omkring 15 år siden blev besat af ønsket om at eje den bil, der for ham er noget af det ypperste på fire hjul.

Bilen er Porsche 928, og lige nu vipper han lidt med en lille garageåbner, og næsten synkront glider portene op til to individuelle garager, hvor der til venstre holder en let lyseblå 928 og til højre en mørkeblå magen til.

- Først troede jeg, at bilen var hvid, men lyset spillede mig et puds, for den er faktisk helt lys blå, indleder Søren sin beskrivelse af de to biler. Den er fra 1981, og da jeg så den første gang, tænkte jeg: Suk, det kan ikke være rigtigt, at den skal være lyseblå. Men alle koderne passede, og da jeg så lige havde vænnet mig til farven, som hedder Gletcher Blau, affandt jeg mig med den, siger Søren Essendrop.

- Jeg er jo gammel skiløber, så på en eller anden måde går det hele op i en højere enhed.

Det eneste var, at den er med automatgear, og jeg ville egentlig helst have en manuel. Men så dukkede den anden 928' er op, og så købte jeg den,« siger han og peger på den mørkeblå 928.

På et tidspunkt ejede Søren hele fire eksemplarer af 928' eren, men modellen er efterhånden blevet så eftertragtet, at priserne er stigende og stadig for opadgående.

Heftigt interiør

Mens Sørens Gletcher Blau "blot'" er en almindelig 928 uden særlig historie, så emmer den mørkeblå til højre af den slags historier, der giver entusiaster søvnløse nætter.

Sørens stemme bliver lige en tand mere koncentreret, og han taler hurtigt og insisterende, som om han frygter, at jeg vil afbryde hans fortælling om den mørkeblå 928.

Heldigvis går der lige et minuts tid, mens Søren får liv i den mørkeblå og bakker ud i den for bilentusiaster berusende duft af en ældre kold benzinmotor.

Jeg tager med ærefrygt i dørhåndtaget for at stige ned i den lave og overraskende lille bil. Det er et lille klaphåndtag, og i min grænseløse youngtimer-uvidenhed spørger jeg, om håndtaget måske er en hyldevare, som Porsche har købt hos en underleverandør. På en eller anden måde sætter det turbo på Sørens fortælling om 928'erens fantastiske designdetaljer.

- Nej, det er bestemt ikke en hyldevare, får han sagt, så jeg instinktivt fornemmer den snert af bilmæssig uvidenhed, der får mig til at holde lidt igen i spørgsmålene og i stedet lader entusiasten tale: Det lille håndtag indeholder alle de streger og former, der går igen i hele designet, som vidner om, hvor højt Porsche går op i formgivning. Du kan ikke finde mange detaljer på bilen, som der ikke er ofret design på. Selv bilens pedaler er der tænkt over, og sådan er det i alle små detaljer.

Det grafiske går igen og igen, siger han.

Uddannet bildesigner

Søren Essendrop er således uddannet bildesigner fra Art Center College of Design. Han begyndte uddannelsen på Art Centers afdeling i Schweiz og afsluttede studiet på afdelingen i Californien i 1996.

Efter studiet arbejdede han bl. a. hos Lancia i Torino og har i dag stadigvæk enkelte opgaver.

Ellers driver han eget firma med speciale i bl. a. skibsdesign, møbler og cykler.

Den blå 928' er er en førseriebil fra 1977, og mens vi kører ud langs Strandvejen i København på jagt efter et godt fotospot, får den 4,4-liters Porsche-motor næsten arbejdstemperatur, og jeg tager mig selv i at begejstres over oplevelsen af bilen efter at være faldet lidt ned efter mødet med indtrækket, der er crazy; nærmest psykedelisk ternet plys i vekslende sort og skriggul med kanter i en næsten fækalfarvet vinyl.

Ved første øjekast tænker jeg, at det må være et specialindtræk, men der er såmænd blot tale om farver og materialer, der var så moderne i slutningen af 1970''erne, at man her i 2022 næsten ikke kan tro det.

I bedømmelsen af 928' eren er det også værd at huske på, at bilen var ekstremt dyr. Ved lanceringen i 1978 kostede denne model 468.000 kr. Til sammenligning kostede en Ferrari 308 350.000 kr., og en Volvo 264 151.000 kr. Jo, Porsche 928 var dengang prissat uden egentlige konkurrenter.

En praktisk bil

Selve fotograferingen af Søren og den blå 928 går overraskende hurtigt, og det siger lidt om designet.

Næsten uanset vinklen er bilen iøjnefaldende, og den ser aldrig gammel ud, og i fuld sol med lygterne klappet op ser den stadig futuristisk ud, og for Essendrop er det styrken ved bilens design.

- Jeg kan da godt se, at en Jaguar E-Type er smuk, når den kommer kørende med de bløde og elegant svungne linjer, men jeg kan langt bedre lide 928'erens futuristiske look, som den deler med visse modeller fra eksempelvis Citroën. Den ligner stadig en moderne bil, og så elsker jeg, at den kører godt, og at jeg kan bruge den, siger designeren.

- Den er jo praktisk, for jeg kan have to windsurfing boards, seks sejl og to master inklusive bomme inde i bilen. Jeg har faktisk købt en tagræling, men det hele kan være i bilen. Det er da fantastisk. Det er både en sportsvogn og en praktisk bil på samme tid, for bagsædet kan lægges helt ned.

På jagt længe

Præcis som mange andre, der samler på biler, var selve jagten på den første bil i samlingen længe undervejs.

- Det er en dejlig proces, og jeg rejste rundt i både Italien, Sverige, Tyskland og Østrig og kiggede på mange forskellige 928'ere. Det var dengang, hvor 928 ikke rigtig blev regnet for noget blandt samlere. Nu er modellen efterhånden kommet godt op i pris, men der var perioder, hvor andre Porsche-ejere dårligt hilste, når jeg kom med min 928' er. Den eneste bil for dem var en 911' er, husker han.

Originalitet med måde

Mens mange bilentusiaster går op i bilernes originalitet med en nærmest fatalistisk tilgang, har Essendrop en lidt mere tilbagelænet attitude til originalitet.

- Selvfølgelig går jeg op i, at biler står så originalt som muligt, men mine biler bliver brugt og skal ikke ses som en klassisk investering. Jeg har købt dem med hjertet, og de bliver flittigt brugt. Derfor har jeg eksempelvis fikset det således, at jeg kan bruge min mobiltelefon i mine 928'ere. Det er sket på bekostning af den gamle kassettebåndoptager, men når man sidder i bilen, er det ikke til at se, siger han.

Inspiration for Apple

Hvor Søren Essendrops fascination af Porsche kommer fra, har han svært ved at beskrive, udover at han som bildesigner altid har været optaget af Porsches sans for design, og hvordan formgivningen har smittet af på mange andre produkter.

- Efter min opfattelse er Porsche det bilmærke, der set over tid har brugt mest energi på design. Det har gennem tiderne haft ganske få modeller, men formgivningen har påvirket mange andre designere. Selv en moderne ting som den første iPhone havde Porsche som inspiration. Det har Steve Jobs givet udtryk for i sin bog, siger han.

Selv bruger han også Porsche som inspiration, når han formgiver.

- Jo, Porsche og i særdeleshed 928 er en lille fast brik i min inspirationssamling. Det er svært lige at pege præcist på, hvor man kan se det i mine design, men inspirationen er tydelig, forklarer han.

Uddannet bildesigner
  • Søren Essendrop er uddannet bildesigner fra Art Center College of Design. Han begyndte uddannelsen på Art Centers afdeling i Schweiz og afsluttede studiet på afdelingen i Californien i 1996.
  • Efter studiet arbejdede han bl. a. hos Lancia i Torino.
  • Herefter vendte han hjem til Danmark, hvor han designede for forskellige eksterne bildesignprojekter - bl. a. nogle danske koncepter for hybridbiler.
  • Siden 2006 har Søren Essendrop haft egen virksomhed, SE Design, som bl. a. designer skibe, møbler, cykler og andet produktdesign. Essendrop løser stadig opgaver for bilbranchen.
  • Søren Essendrop mener, at Porsche er det bilmærke, der set over tid har brugt mest energi på design.
  • Søren Essendrops bilpark
  • Alfa Spyder 1978 US model Alfa Spyder 1974
  • Volvo 245 Alfa Sprint
  • Porsche 928 81" købt i Stockholm
  • Porsche 928 77" købt i Sverige
  • Porsche 928 77" købt i Danmark
  • Porsche 928 77" købt i Italien
  • Audi A2 1,6 FSI BMW Z1.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden