Biler og job smides væk
Autobranchen appellerer om at ændre reparationsgrænsen. Det kan sikre 1000 arbejdspladser

Den lille Kia har fået en bule i skærmen og nogle skrammer på side, men kan sagtens laves og give arbejde til en pladesmed. det sker bare ikke - i Danmark. Den såkaldte reparationsgrænse på 65 pct. virker stik mod hensigten, mener formand for CAD-værkstederne i Vendsyssel, Finn Jørgensen, Horne . Foto: Peter Broen Peter Broen
NORDJYLLAND:Bulen i bagskærmen på den sorte Kia Picanto ser ikke værre ud, end at bilen kan laves.
- Det kan den, og det bliver den. Bare ikke i Danmark, erklærer Finn Jørgensen, indehaveren af Horne Autoværksted i Hirtshals, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.
Finn Jørgensen viser den lille bil frem i sit pladeværksted for at demonstrere, hvad han mener, når han taler om tåbelig lovgivning.
Det er den såkaldte reparationsgrænse i loven om registreringsafgifter, han angriber.
Den indebærer, at en bil bliver betragtet som totalskadet, såfremt det koster mere end 65 procent af dens handelsværdi at reparere den efter uheld. Før 1999 lå grænsen på 75 procent.
Vælger man at genopbygge bilen, skal der betales ny registreringsafgift - hvad ingen i praksis ville gøre.
- 65 procents-grænsen betyder, at biler bliver erklæret totalskadede helt uden saglig grund. Vi er tvunget til at smide velfungerende biler væk. Biler, der sagtens kunne være genopbygget. Det koster masser af danske arbejdspladser og lærepladser, fastslår Finn Jørgensen.
1000 arbejdspladser
Autobranchen har genoptaget sin kampagne mod lovgivningen i håb om at vinde politisk gehør i forbindelse med behandlingen af regeringens vækstpakke i disse dage.
- Her kan uden videre skaffes 1000 arbejdspladser, siger Erik Rasmussen, direktør i Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark, CAD.
En undersøgelse foretaget af Håndværksrådet i foråret 2012 viste, at loven havde kostet 300-400 arbejdspladser hos medlemmerne af CAD. Med hele autobranchen og konsekvenser i følgeerhverv samt tabte lærepladser indregnet anslår Håndværksrådet et endnu større tab af arbejdspladser.
En helt ny undersøgelse fra autoforhandlerforeningen DAF peger samme vej: der forventes 340 afskedigelser i første kvartal i år, hovedsageligt på grund af den skrappe totalskade-grænse.
- Vi har forklaret det for stribevis af politikere. Men der sker ikke noget, konstaterer Erik Rasmussen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.