Hjørring

Bilhuset blev Årets Læreplads

19-årig mekanikerlærling Peter Bach Christensen have indstillet firmaet til prisen

Direktør og indehaver Jess Pedersen, lærling Peter Bach Christensen samt salgschef og indehaver Johnny Lindrup Nielsen - formand Richard Fynbo overrakte diplom og blomster til prismodtagerne. Foto: Henrik Louis
Direktør og indehaver Jess Pedersen, lærling Peter Bach Christensen samt salgschef og indehaver Johnny Lindrup Nielsen - formand Richard Fynbo overrakte diplom og blomster til prismodtagerne. Foto: Henrik Louis Henrik Louis

Opdateret kl. 18:59

HJØRRING: Bilhuset Hjørring har netop fået titlen "Årets Læreplads".

Den lokale Peugeot-forhandler var indstillet af 19-årige Peter Bach Christensen.

- Jeg er sindssyg glad for, at de er så samarbejdsvillige. De er meget interesserede i at gør mig så dygtig som muligt, og jeg får lov at lave lidt af det hele, hed det blandt andet i Peters indstilling.

Peter Bach Christensen tilføjede ved overrækkelsen, at han føler sig rigtig godt tilpas i værkstedet hos Peugeot.

- Der er ingen begrænsninger, og jeg får mulighed for at prøve lidt af hvert.

Blandt andet har lærepladsen givet ham stor viden om nyere biler.

- Og så har vi det sjovt og godt sammen på værkstedet - det er også vigtigt.

Da Peter kom i lære var han føl en uges tid. Hans kollegaer spottede hurtigt, at deres nye læring både ville og kunne klare nye udfordringer, og med kyndig vejledning fra de udlærte mekanikere, klarede han hurtigt selvstændige opgaver.

Peter er færdig med sin uddannelse i december 2020. Han er netop flyttet til Hjørring med sin kæreste, men går på skolen i Frederikshavn. Han er oprindelig fra Aalbæk, og efter 9. klasse gik han målrettet efter uddannelse som mekaniker.

- Min far og min onkel er uddannet mekaniker, og min far har et busfirma med eget værksted - jeg har arbejdet på værkstedet siden jeg var 13 år.

Stolte prismodtagere

Som synligt bevis på anerkendelsen modtog direktør og indehaver Jess Pedersen og salgschef og indehaver Johnny Lindrup Nielsen et diplom ved en højtidelighed på EUC Nord i Hjørring.

- Vi er både glade og stolte over udnævnelsen, lød det fra Jess Pedersen.

- Prisen betyder, at det er et attraktivt sted at være, og hermed kan vi også tiltrække de rigtige lærlinge fremover, tilføjede Johnny Lindrup Nielsen.

Formand for EUC Nord, Richard Fynbo takkede Bilhuset Hjørring for indsatsen med at uddanne unge mennesker.

- Der sker mange ting i jeres branche i øjeblikket, og det er et stort plus, at I tager unge mennesker med. I giver dem et ansvar, og som jeg hører det, får I det tifold tilbage i form af en dygtig og entusiastisk lærling.

Stabil aftager

Neil Jacobsen, direktør for EUC Nord, konkluderede i sin tale, at de firmaer, der er kåret som Årets Læreplads, tager deres uddannelsesansvar alvorligt, at de udvikler deres medarbejdere og at de tager vare på den enkelte.

Og han konstaterede tilfreds, at autobranchen er stabil aftager af elever.

- Og selv i disse år, hvor der er færre elever på erhvervsskolerne, så er der altid en stor flok unge, der vil arbejde med biler, og som kan finde læreplads et sted i Vendsyssel. Jeres branche har undergået en stor teknologisk udvikling, men motor og teknik er stadig i centrum og det kan tiltrække dygtige unge mennesker, tilføjede Neil Jacobsen.

Årets Læreplads er stiftet af Danske Erhvervsskoler og -gymnasier, og det er 20. år den uddeles på landets mange erhvervsskoler. Vinderen fra hver skole indgår i en finalerunde og Bilhuset Hjørring vil hermed repræsentere EUC Nord i den landsdækkende konkurrence.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden