Bilist kørte ind i en traktor
Den 46-årige mand brækkede både arme og ben
VEDDUM: En 46-årig mand fra Skelund kom slemt til skade, da han tirsdag morgen røg over i den modsatte vejbane og påkørte en traktor.
Det skete klokken 8.06, da han kom kørende på Korupvej i Veddum.
Af ukendte årsager svingede han pludselig over i traktoren, der blev ført af en 17-årig dreng fra Terndrup:
- Han mener at kunne se, at manden ligger henover rattet. Så måske har han mistet bevidstheden, fortæller vagthavende hos Nordjyllands Politi, Frank Liltorp.
Den 46-årige mand sad efterfølgende fastklemt, men blev skåret fri. Han blev i ambulance fragtet til sygehuset, hvor man, ifølge politiet, kunne konstatere, at han havde brækket både arme og ben.