Biler

Test: Verdens mindste SUV

Suzukis ny Ignis - verdens mindste SUV - er mikroklassens mest rummelige, kører godt og sparer på brændstoffet

Topversionen, Ignis Adventure, er terræn-duelig i kraft af firhjulstræk.
Topversionen, Ignis Adventure, er terræn-duelig i kraft af firhjulstræk.

Opdateret kl. 10:58

BILER: Kan det være sjovt at køre mikrobil? Tja... Svaret er selvfølgelig afhængig af førerens temperament og lyst til biler i det hele taget. Men lige frem sjovt? De helt små er bedst til - og primært skabt til dette formål - at fragte mennesker over kortere afstande og i byområder.

Men der er en undtagelse: Den nye Suzuki Ignis, der frisk og frejdig kalder sig verdens mindste SUV. Alene dette udsagn skaber interesse for bilen, der har skabt sin helt egen niche som mikroklassens første SUV. Den lille charmetrold kan såmænd gå hen og blive en kultbil som f. eks. Mini, Fiat 500 og Mazda MX-5.

Ignis imponerer med sit friske design, sin rummelighed, et sæt fine køreegenskaber og god brændstoføkonomi.

Dertil kommer SUV-stilens fortrin, nemlig ekstra højde i forhold til den øvrige flok af mikrobiler. Ind- og udstigning er meget nemmere og den højere kørestilling giver et glimrende udsyn og bedre pladsforhold for fører og passager.

Firhjulstræk

Selv om den kun måler 3,7 m fra kofanger til kofanger har selv voksne i bagsædet god benplads og fin loftshøjde - men kun til to personer. Dertil er bilen trods alt for smal.

Glemmes skal da heller ikke, at der i SUV-typens dna jo også ligger firhjulstræk. Som udgangspunkt er Ignis i stil med de fleste meget større SUV’ere udstyret med to-hjulstræk men kan udbygges med træk på alle fire hjul.

Det kan Ignis i form af systemet AllGrip Auto, som automatisk indkobler baghjulene, hvis de forreste hjul mister fodfæste.

Merprisen for at forvandle mikro-SUV’en til en kvik lille bjergged og muddertonser er 28.000 kr., så Ignis er dermed Danmarks billigste 4x4 bil, nemlig 170.000 kr. Priserne begynder i øvrigt ved 128.000 kr. for basisudgaven Club med tohjulstræk.

Kun en motorstørrelse

Alle udgaver har i maskinrummet en 1,2 liters 90 hk benzinmotor liggende, som formedelst 5000 kr. mere kan udstyres med et såkaldt Mild Hybrid-system, der strækker benzinen en anelse længere.

Og det siger ikke så lidt. Suzuki opgiver et forbrug uden hybrid-tilsætning på 21,7 km/l - under testen landede det på 19,5 km/l. Flot for en benzinbil.

Motoren er i modsætning til flertallet af klassens øvrige små maskiner uden turbo og efterlader indtryk af lidt old school teknik, hvilket især kommer til udtryk ved et forholdsvis beskedent moment på 120 Nm. Men forbruget er klædeligt lavt og op til motorvejsfart på 130 km/t er støjen behersket.

Når det gælder køreegenskaber, overrasker Ignis positivt. Den har solidt vejgreb og trods sin højde kører den neutralt gennem svingene. Blot kunne man via rattet ønske sig lidt mere føling med vejbanen - a la storebror Suzuki Swift.

Veludstyret

Udstyrsmæssigt scorer Ignis mange point. Det trækker ganske vist fra, at nødbremse ikke er standard i billigste udgave men kan tilkøbes for 7000 kr.

Systemet er til gengæld med i pakken på næstlaveste udstyrsniveau - Active - til 142.000 kr. Den byder på bl. a. aircondition, touchskærm med bluetooth, DAB-radio samt Apple CarPlay og Android Auto, bakkamera, 16-tommer alufælge og sædevarme. Desuden er der detaljer, som understreger SUV-stilen, nemlig tagræling, skærmkanter og sideskørter.

Men så kunne det egentlig være fristende at lægge yderligere 11.000 kr. på bordet til næste udstyrstrin Activ AEB, der også omfatter fartpilot, navigation, klimaanlæg, full-LED forlygter og læderrat. Med denne version får man udstyr, som ingen andre biler til denne pris disker op med.

Suzuki Ignis Active AEB
Pris: 158.000 kr. - billigste variant Ignis Club 128.000 kr.
Motor: 4 cyl. - 1,2 liters benzin - 90 hk - moment 120 Nm.
Forbrug (EU-norm): 21,7 km/l - forbrug i test 19,5 km/l.
Præstationer: Topfart 170 km/t og 0-100 km/t på 12,2 sek.
Dimensioner: Længde 3,70 m - bredde 1,69 m - højde 1,60 m.
Bagagerum (min/max): 204/1100 liter.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden