Biografer og museer skal lukke fra søndag som del af nye tiltag
Nye restriktioner går især ud over erhvervs- og kulturlivet, mens alle opfordres til begrænset samvær i julen.

Statsministeriet holder pressemøde ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Søndag morgen står hele landet op til flere restriktioner på grund af den igangværende coronasituation.
Fra klokken 08 træder en række nye tiltag således i kraft.
Det betyder blandt andet, at visse erhverv - herunder biografer, spillesteder og museer - skal lukke, og serveringssteder skal justere åbningstider.
Arbejdspladser skal derudover opfordre til hjemmearbejdet, og afstandskrav gælder igen.
Restriktionerne blev vedtaget af et flertal i Folketinget og præsenteret på et pressemøde fredag. De er baseret på Epidemikommissionens anbefalinger.
De nye restriktioner kommer grundet den stigende coronasmitte i samfundet. Især varianten omikron er årsag til stigningen i smitten de seneste dage.
På pressemødet fredag fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) også, at det er kommissionens anbefaling, at man kun ser familien og de nærmeste over julen.
Hun understregede dog, at der ikke kommer en nedlukning af hele samfundet, som det var tilfældet sidste vinter.
- Nogle vil måske spørge, når vi har de her høje smittetal og den mere smitsomme omikron, hvorfor så ikke gå hårdere til værks? Det har vi ikke behov for, fordi vi har vaccinerne. Og de virker.
- Derfor kan vi tillade os at holde dele af samfundet åbent, sagde hun.
For barer, restauranter og caféer betyder de nye restriktioner, at de skal lukke fra klokken 23 til 05. Og at der ikke må serveres alkohol efter klokken 22.
I det hele taget kommer der et forbud mod salg af alkohol efter klokken 22 og før klokken 5. Eksempelvis i kiosker.
Desuden vil der være krav om mundbind eller visir for ansatte med kontakt til kunder, og der vil være arealkrav både for siddende og stående gæster. Der vil ligeledes være arealkrav i butikker og i kirker.
Kulturlivet bliver påvirket en del af de nye restriktioner. Nedlukningen vil også gælde teatre, forlystelsesparker og zoologiske anlæg.
Både erhvervs- og kulturlivet blev lørdag aften lovet kompensation for tabte indtægter som følge af stramningerne.
Restriktionerne gælder frem til 17. januar.
/ritzau/