Bizart straffe gav ikke point
Hobro tabte fredagskampen i Farum
FARUM: Hobro IK er fortsat totalt isoleret i bunden af Superligaen, efter holdet fredag aften tabte med 2-1 på udebane mod FC Nordsjælland på det regnvåde og glatte kunstgræs på Farum Park.
Det lignede ellers længe, at et af sæsonens mest bizarre straffespark skulle give hobroenserne deres andet point i foråret, men en frisparksgenialitet fra stortalentet Emre Mor sikrede sejren for hjemmeholdet.
Kampens første halve time var noget af en langgaber, der mindede foruroligende meget om mandagskampen i denne uge, der også fandt sted i Farum, hvor FC Nordsjælland spillede uafgjort 0-0 mod Esbjerg, og bortset fra et par sporadiske langskudsforsøg var der ikke meget at notere fra den del af kampen.
Og måske var det frygten for endnu en kedsommelig nulløsning, der greb kampens dommer Jørgen Daugbjerg, da han efter 33 minutter pludselig pegede på straffesparksplettet i hjemmeholdets felt.
Et langt indkast endte i en duel mellem Jonas Brix-Damborg og hjemmeholdets Andreas Maxsø, og det højt løftede ben fra FCN-manden blev takseret til et straffespark, hvor nok burde være blevet dømt et indirekte frispark, der er den normale kendelse ved farligt spil.
Men Mayron George eksekverede køligt og bragt Hobro foran for første gang i foråret.
Kort efter burde han have haft samme kølighed, da han modtog en forrygende dybdebold fra en af kampens bærende HIK-spillere, Jung-Bin Park. Dybdebolden gav en friløber, da FCN-forsvareren Andreas SKovgaard gled i det våde kunstgræs, men denne gang misbrugte George muligheden på det skammeligste. Og minuttet efter blev der i stedet udlignet, da Emre Mor fandt Tobias Mikkelsen. Hans afslutning fra kanten af feltet blev rettet af og sejlede i en blød bud over en chanceløs jesper Rask til 1-1 ved pausen.
Hobro pressede godt på i slutningen af første halvleg, men i anden halvleg var det hjemmeholdet, der overtog styringen. Tobias Mikkelsen burde have scoret til 2-1 på hovedstød efter fremragende forarbejde fra Mads Pedersen, men i stedet blev det midterforsvareren Andreas Maxsø, der scorede sit første Superliga-mål, da han sammen med Emre Mor overrumplede Hobro-defensiven. Emre Mor tog et frispark, hvor alle gættede på, at han ville sparke på mål, men i stedet lobbede han bolden over målet og ind mod det lille felt, hvor Maxsø dukkede op og headede bolden over Jesper Rask.
Joshua John kunne have lukket kampen på en friløber, men her stod Jesper Rask for en glimrende redning.
Hobro havde enkelte muligheder for udligningen - især på standardsituationer, hvor hjemmeholdets keeper David Jensen ikke så godt ud. Mayron George var tæt på at heade et hjørnespark fra Jacob Tjørnelund ind, ligesom Mads Jessen skød lige forbi mål, da David Jensen clearede bolden lige ud i feltet.
Hobro har dermed stadig 14 point op til den rigtige side af nedrykningsstregen inden mødet med Esbjerg i næste spillerunde.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.