Bjarne fra Anne-Mad er stukket til søs
Bjarne Damgaard Christensen har drevet ”Anne-Mad” i 24 år, og nu vil han prøve noget nyt - ny chef for bistroen på Læsøfærgen
FREDERIKSHAVN/LÆSØ: Bjarne Damgaard Christensen er ny bistrochef hos Færgeselskabet Læsø K/S.
Sammen med sin kone, Anne, har den 52 årige frederikshavner gennem 24 år drevet catering virksomheden ”Anne-mad”, der har hjemme i Frederikshavn og tilbyder mad ud af huset i hele Nordjylland.
- Vi har ikke tænkt på at flytte til Læsø. Vi bor kun 10 minutter fra færgelejet i Frederikshavn, så jeg kan påmønstre færgen hver morgen og blive så længe, der er behov, siger Bjarne Damgaard Christensen.
Anne-mad fortsætter nu den daglige drift uden Bjarne Damgaard Christensen, der har styret driften på Margrete Læsø siden 1. marts.
Ingen vej uden om pommes fritter
- Vi er specialiserede i festmad, og det kan ikke sammenlignes med færgeselskabets bistro. Men nu er jeg jo udlært skibskok, så jeg syntes, det ville være rigtig spændende at komme tilbage til faget og ”lugten” af skib og hav, tilføjer han.
I første omgang vil Bjarne Damgaard Christensen ikke ændre på det eksisterende menukort, der blev fornyet i efteråret. Han har dog nogle tanker om, hvad bistroen skal kunne tilbyde de rejsende.
- Man kommer ikke uden om pommes fritter, og så skal vi kunne servere noget, som kan tilberedes hurtigt inden for de 90 minutters sejlads.
Helle fiskefrikadeller
Selv om der ikke sker forandringer lige med det samme på menukortet, vil Bjarne Damgaard Andersen gerne prøve noget nyt. Det kunne for eksempel være en middagsret med kalveculotte fredag aften, hvor der altid er mange rejsende med færgen.
Udover den lokale ret ”Helles fiskefrikadeller”, der er blevet leveret fra Eriks Fiskehandel i Vesterø de sidste to år, ser den nye bistrochef ikke umiddelbart mulighed for at indføre Læsø specialiteter på menukortet og han har ikke taget stilling til en eventuel dagens ret.
Stikker fingeren i jorden
- Jeg er vant til at tænke i økonomi og dækningsbidrag. Og jo mere man kan sælge, jo bedre priser kan man tilbyde, forklarer han.
Via et samarbejde med Læsø Kur kan kurcentrets gæster bestille en kurpakke fra færgeselskabets bistro på turen til og fra Læsø.
Bjarne Damgaard Christensen vil også gerne kunne servicere større selskaber på færgeoverfarten.
- Nu er jeg allerførst ved at stikke fingeren i jorden og finde mig selv i jobbet som bistrochef, men jeg føler mig rigtigt godt tilpas efter den første måned.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.