Bjørn er storskytte for vikingerne
Søren Sørensen slog for alvor igennem, da Aalborg Vikings besejrede Horsens IC.

Søren Sørensen fik sit helt store gennembrud i kampen mod Horsens. Foto: Lars Pauli
Med en hårdt tilkæmpet sejr på 91-86 over Horsens IC lykkedes det for en uge siden for Aalborg Vikings at avancere til den bedste placering holdet nogensinde har haft i den bedste, danske basketballrække. Sejren betød nemlig, at holdet rykkede op på fjerdepladsen i den ekstremt tætte række, og en af de helt store årsager til den placering skal findes i klubbens altmuligmand på forward-positionerne, Søren Bjørn Sørensen. Mod Horsens IC var han en sand skarpskytte og endte kampen med 22 point - det højeste i karrieren - efter blandt andet at have sat alle sine skud fra trepointsdistancen. - Jeg har efterhånden spillet mange kampe, men det her var uden tvivl den bedste. Det hjælper lidt, at jeg fik lov til at starte inde, og så spillede jeg også som treer på banen - det vil sige, at jeg ikke skulle helt så meget ind og kæmpe under kurven, som jeg er indimellem, siger han. Den 23-årige spiller har været i Vikings næsten hele karrieren. Debuten fik han allerede som 16-årig, og bortset fra et enkelt års afstikker til engelske Canterbury, så har han været fast inde omkring det bedste hold i Aalborg. I Canterbury havde han også vikingernes nuværende head coach, Mads Olesen, som træner. - Jeg tror også, at det er en af årsagerne til at det kører bedre for mig i år, for jeg kender træneren rigtig godt, og det betyder, at jeg får noget mere tillid. Stort talent Søren Sørensen har i mange år stået på spring til at blive den næste store lokale spiller hos Aalborg Vikings, og i denne sæson er der for alvor noget, der tyder på, at han er parat til at tage en større rolle. De 22 point mod Horsens var det bedste indtil videre, men han scorede også 17 point i et meget tæt nederlag til Aabyhøj, ligesom han lavede 14 point i den ekstremt vigtige hjemmesejr over Falcon tidligere på sæsonen. - Jeg mangler stadig at blive mere konstant i mit spil, og det er det, jeg må arbejde med, siger Søren Sørensen, der havde haft tre dårlige kampe inden superkampen mod Horsens. I Vikings har han næsten altid skullet spille under kurven, fordi holdet altid har været kendetegnet ved sin mangel på store spillere, men i denne sæson er holdet bedre stillet med tilgangen af amerikanske Tony Bishop og det øgede antal minutter til supertalentet Sami Eleraky. Det giver plads til, at Søren Sørensen kan rykkes ud som treer, hvor han befinder sig bedre med sin nuværende kampvægt. - De sidste par år har jeg ligget stabilt omkring de 100 kilo, og det gør mig i stand til både at være en trussel under kurven samtidig med, at jeg bevarer noget hurtighed, siger han. Vigtig udekamp Vikingerne er i ilden igen i den kommende weekend, hvor man besøger Falcon, der er blevet besejret to gange tidligere i denne sæson. Sjællænderne har dog fået ny amerikansk tilgang i skikkelse af guard Rob Fields, der er kommet til fra Espergærde. - Det bliver endnu en meget tæt kamp, som det har været de to foregående gange. Det kan hurtigt gå ned igen, siger Søren Sørensen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.