Thisted

Blæsten bliver udfordringen for Thy Rock

Fredag kl. 15 går Char på Den lille vilde og kl. 16 Christopher på Store scene, og så er musikfestivalen i gang - der er nu solgt 9500 billetter ud af 12.500

Torsdag eftermiddag var der endnu en række praktiske opgaver, der skulle ordnes på Vestre Dyrskueplads forud for åbningen fredag eftermiddag årets Thy Rock.
Torsdag eftermiddag var der endnu en række praktiske opgaver, der skulle ordnes på Vestre Dyrskueplads forud for åbningen fredag eftermiddag årets Thy Rock.

THISTED: - Det er blæsten, der er udfordringen. Ellers er jeg glad for vejrudsigten, for den ser faktisk bedre ud, end vi har oplevet det de senere år.

Sådan lød det torsdag midt på eftermiddagen fra HP - altså Hans Peter Jarl Madsen, formand for Thy Rock og, som det hedder, hovedpinekarl i alle forberedelser og aktiviteter i og omkring egnens store musikfestival, der i år med flere flugtveje har fået lov til at udvide det maksimale billetsalg til 12.500 mod 11.500 i fjor. Torsdag eftermiddag var tallet på vej fra 9500 mod de 10.000.

Især fredagens program har solgt godt i forsalg, fortalte HP. Et lokalt firma har i mange år købt ca. 200 billetter til Thy Rock som firmaets årlige firmafest for ansatte med ægtefæller, og i år har så et firma fra Løgstør taget ideen op og også købt et par hundred billetter forlods:

- Det er nok programmet med Thomas Helmig og Rasmus Seebach, der især tiltaler sådan et publikum, sagde HP.

Han og de 1100 andre frivillige fra de otte foreninger bag Thy Rock har været i gang hele ugen - 10 mand har sågar taget en uges ferie for at være med til opbygningen af pladsen og afviklingen af festivalen:

- Det er erfarne folk. Vi kan godt sige, at vi ved, hvad det er, vi har gang i, lød det fra formanden.

Blandt de frivillige er også 19 praktikanter fra EUC, som indgår i arbejdsholdene med fuld tid, og som i fjor har produktionsskolen i Sjørring stået for opbygningen af den ene bar.

I køkkenet har Tonni Albrecht, til daglig leder af kantinen på Beredskabsstyrelsens kaserne i Dragsbæk, stået for bespisningen af de frivillige:

- Jeg har haft 65 til morgenmad, 100-130 til frokost og 150-160 til aftensmad, fortalte han.

Men i weekenden afløses af Ulla Kiefer Jensen, der godt nok er pædagog til daglig, men som tidligere har arbejdet i madbranchen, såvel i butik som på kroer, og som nu yder en indsats som frivillig, fordi hendes sønner har gavn af overskuddet fra festivalen til aktiviteter i en af foreningerne bag.

Også mad til publikum er der naturligvis sørget for:

- I år har vi et meget varieret udbud af mad, og faktisk skyldes det, at vi i år har fået en del lokale med på pladsen, fortalte HP.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden